Sara Nissen (tv), Mads Riishede og Irina Nystén skaber inspirerende familieevents på Mantzius.
Sara Nissen (tv), Mads Riishede og Irina Nystén skaber inspirerende familieevents på Mantzius.
Foto: Anne Dahl Kristensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Frivillige kræfter løfter Mantzius i børnehøjde

Et nyt samarbejde mellem MantziusLive og frivillige forældre er mundet ud i et univers, hvor børn og forældre kan få fælles oplevelser og møde andre folk i byen

Mantzius For Børn
  • Næste arrangement: 25. februar kl. 14.00
  • Hvor: Mantziusgården
  • Læs mere på Facebook-siden: Mantzius for BØRN

En trio bestående af to gange Dissing og en Las. Et langbord fyld med farvekridt. Børnebobler og kransekage. Det var opskriften på den succes, som for nylig fandt sted i Kulturhuset Mantzius i Birkerød. Arrangementet var nemlig startskuddet på det spirende samarbejde mellem MantziusLive og den frivilligt drevne familieklub Mantzius For Børn, som nu er skudt i gang.

Cirka 150 børn og forældre mødte op til lanceringen. MantziusLive have sørget for at booke forestillingen 'Min Mormors Gebis', og de frivillige kræfter bag initiativet Mantzius For Børn havde arrangeret tegneworkshop. Den positive energi og det flotte fremmøde vidner om, at der også er publikum til denne slags arrangementer i det gamle kulturhus.

Stærk skabertrang

Det er Sara Nissen, Irina Nystén og Anne Larsen, der står bag Mantzius For Børn. Og de bruger gerne deres fritid på at skabe et kulturelt tilbud for andre ligesindede i Birkerød.

“Personligt synes jeg, at jeg manglede et sted, hvor man som familie kan mødes på tværs af interesser, og den mulighed så jeg i et børnetilbud på Mantzius, hvor man kan være sammen på en anden måde end i det mere traditionelle foreningsliv,” fortæller Sara Nissen og tilføjer:

“Generelt mener jeg, det er vigtigt, at man som borger har følelsen af at være medskaber af sin by, frem for at man kun forbruger af de gældende kulturelle tilbud. Jeg tror på, at der kan springe mange nye, gode ideer og tiltag ud af det at mødes og tale med hinanden, og det var jo også præcis det, vi følte efter det første arrangement.”

Ud over de planlagte aktiviteter opstod der blandt andet spontan dans i musiksalen på Mantzius, hvor børnene havde en fest, imens forældrene kunne lære hinanden at kende over en kop kaffe. Ligeledes havde de tre kvindelige initiativtagere opfordret de besøgende til at komme med forslag til kommende arrangementer, og de fik en del at arbejde videre med.

“Det er jo super fedt. Vi vidste ikke, hvor mange der ville komme, og så ender det med både et flot fremmøde og en super positiv stemning blandt folk. Det giver mig rigtig meget energi, når jeg kan mærke, at jeg skaber noget sammen med andre,” fortæller Sara Nissen.

Fremmødet var flot og stemningen god, da den første udgave af Mantzius For Børn løb af stablen 27. januar. Privatfoto
Fremmødet var flot og stemningen god, da den første udgave af Mantzius For Børn løb af stablen 27. januar. Privatfoto

Sammen med børnene

Næste arrangement er da også så godt som planlagt. Det finder sted 25. februar, hvor der blandt andet vil være storytelling og tegneworkshop med 'vilde dyr' og 'sørøvere' som overordnet tema. Og den kunstneriske leder af MantziusLive, Mads Riishede, glæder sig i den grad over, at der er kommet flere børn i huset.

“Det er fantastisk, at forældrene vil være med til at skabe dette univers på Mantzius. Mit udgangspunkt har hele tiden været, at vi er et kulturhus for borgerne, og der er så mange fede ting, der kan laves her på stedet. Vi kan bare ikke løfte opgaven alene. Som personale kan vi skabe eksempelvis koncerter, men vi kan ikke skabe det nærvær og sammenhold mellem borgerne, som opstår ved et arrangement som dette. Her kommer folk jo ikke kun for at opleve en bestemt begivenhed. De kommer for at bruge huset og være sammen, og det er helt unikt,” siger Mads Riishede.

Netop det aspekt er afgørende for den nye forening.

“Vores udgangspunkt er, at vi skal favne bredt, og arrangementerne skal være for hele familien. For hele tanken bag er, at man som forældre skal kunne lave noget sammen med sine børn, i stedet for at man blot er påhæng og står på sidelinjen og ser på sine børn, der aktiveres,” fortæller Sara Nissen.

Selvom det ikke var planlagt opstod der hurtigt dans i Mantziussalen ved det første arrangement. Og børnene havde en fest. Privatfoto
Selvom det ikke var planlagt opstod der hurtigt dans i Mantziussalen ved det første arrangement. Og børnene havde en fest. Privatfoto

Vil du være med?

Læs mere om Mantzius For Børn på facebook-siden: 'Mantzius for BØRN'.

Her kan man også tilmelde sig som frivillig, hvis man har lyst til at deltage i planlægningsarbejdet, ligesom man selvfølgelig kan læse om de kommende begivenheder.

Publiceret: 08. Februar 2018 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

Bøger
Forsiden netop nu