Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Golddiggers fik guld

Søllerød Golddiggers vandt stort stævne og tog titlen som Europas bedste flag football hold

Eliten af Europas klubhold i flag-football var i weekenden samlet i Klosterneuburg i Østrig for at finde vinderen af Champions Bowl 2017 – flag footballs pendant til fodboldens Champions League. De danske mestre fra Søllerød Gold Diggers (SGD) repræsenterede dansk flag football på fornem vis og vandt turneringen. Trofæet med de store ører kom i hus efter en suveræn finalesejr på 39-19.

Ensidig finale

At finalen endte med at være en ensidig affære er ifølge SGD's quaterback Niels Kjær en smule overraskende, fordi finalemodstanderen var ærkerivalerne – og turneringens andet danske hold – Allerød Armadillos, som plejer at give SGD kamp til stregen: ”Vores kampe mod Allerød er altid tætte og har over de seneste to sæsoner svunget frem og tilbage. SGD eksekverede dog rigtig godt under hele Champions Bowl – ikke mindst i finalen, hvor rutinerede kræfter tog et stort læs og viste, at de kan, når det gælder.

Det var bemærkelsesværdigt, at klubbens receivers nærmest ikke misser i en finale i tungt regnvejr”, siger quaterbacken og forsætter: ”At slå vores rivaler fra Allerød med 20 point havde vi ikke forventet - men det er en solid prik over i'et på en god weekend”. SGD stillede i weekenden med en 12-mandstrup, som fra første fløjt viste prøver på holdets høje niveau.

Flot gennem gruppespil

I løbet af gruppespillet slog SGD komfortabelt de østrigske, spanske og britiske mestre samt vicemestrene fra både Italien og Storbritannien. Undervejs kom alle spillerne i brug, og netop truppens bredde var ifølge Niels Kjær en nøgleingrediens for holdets friskhed i finalen: ”Alle vores spillere er rigtigt gode flag football-spillere. Derfor havde vi rig mulighed for at spare startende spillere på begge sider af bolden igennem hele turneringen, så kræfterne stadig var i behold til finalen. Alle spillere kom i vælten og satte et aftryk på vores fælles mission om at blive Europas bedste klubhold.”, siger han og pointerer vigtigheden af, at et hold fra Danmark tager titlen:

”Det er noget tid siden, at et dansk hold har stået på toppen af sejrskamlen i turneringen trods et imponerende højt niveau. I de seneste to finaler har et dansk hold været på den tabende side, og det er hårdt for vores selvforståelse. Danmarks landshold har vundet EM de seneste fire gange, men det er også vigtigt for os at vise, at danske klubhold er de bedste i Europa. Det har vi, og for den sags skyld også Allerød, nu bevist.”

Selvom holdet fra Søllerød nu kan sætte flueben ud for sæsonens første store mål, er der stadig masser af arbejde tilbage på banen, fortæller Niels Kjær:

”Det absolutte fokus for SGD Flag Football er nu den hjemlige danske turnering, hvor vi skal forsvare vores danmarksmesterskab. Dette har også været fokus igennem et godt forår, hvor det blot er blevet til et nederlag. Vi har aldrig haft fjernet fokus fra dette, da gode kampe herhjemme er den bedste forberedelse til en turnering som Champions Bowl. Vi ser meget frem til efterårssæsonen, hvor vi kan lufte SGD fanerne igen, og forhåbentlig fortsætte de gode takter.”

12 hold deltog i turneringen fordelt på to puljer. SGD slog de tyske mestre Walldorf Wanderers 72-38 i semifinalen. - Turneringens MVP (bedste spiller) blev Jakob Espersen fra SGD. - Klosterneuburg ligger lidt uden for Wien i Østrig. - Sidste år blev Champions Bowl afhold i København, hvor et fransk hold endte med at vinde for næsen af SGD

FAKTA: Hvad er Flag Football Flag football er en variation af amerikansk fodbold. Den største forskel fra amerikansk fodbold er, at flag football er en sport uden kropskontakt. Taklingerne sker ved, at man hiver nogle flag af som man har i et bælte, der sidder om livet. Flagene er sat fast i bæltet med en plastikanordning, der fungerer på den måde, at den giver en pop-lyd når man hiver flaget af. Disse har fået navnet pop-flag af samme grund. Kilde: Wikipedia

Publiceret: 06. Juli 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!