Forsker og forfatter Anders Smith hjemme i huset i Birkerød. Foto: Thomas Schiermacher
Forsker og forfatter Anders Smith hjemme i huset i Birkerød. Foto: Thomas Schiermacher
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

I Birkerød er alt ikke relativt

Anders Smith er forfatter og forsker og fra Birkerød. Han er aktuel med en bog, der tager fat på alverdens videnskabelige emner

videnskab Humlebier kan faktisk godt flyve. Og det er måske ikke alt der er relativt. Det er næsten umuligt ikke at blive klogere og mere oplyst, når man læser i Jørn Madsen og Anders Smiths ’Alt er relativt – eller er det nu også det?’. Anden udgave af bogen er netop udkommet – opdateret med den nyeste viden og videnskabelige landvindinger.

Anders Smith er opvokset i Birkerød, hvor han også i dag bor med sin familie. Han og medforfatter Jørn Madsen mødte hinanden, da de i sin tid begge arbejdede som redaktører på Den Store Danske Encyklopædi. Der blev de enige om at formidle vigtige videnskabelige nedslagspunkter i letforståelig og kort form og det førte til første udgave af ovennævnte bog.

”Vi ville gøre det sjovt og spændende at læse om videnskab. Det skal ikke bare være nyttigt at interessere sig for naturvidenskab. Det kan det også være, men det skal også være sjovt at beskæftige sig med,” siger Anders Smith, der er uddannet fysiker og ansat ved DTU som chefkonsulent.

Bogens første udgave kom for 10 år siden og selvfølgelig er den opdateret, hvor det er nødvendigt for en bog om videnskab. ’Alt er relativt …’ er en perlerække af små korte letforståelige kapitler om snart sagt alle væsentlige videnskabelige landvindinger. Fra Big Bang over fitness til meningen med det hele. Alt sammen pakket ind i et godt flydende sprog og med et glimt i øjet.

Anders Smith er som allerede nævnt selv videnskabsmand, ligesom sin forfatterkollega, og for ham er videnskaben vigtig og væsentlig. Det er den, der bringer fremskridt med sig, men samtidig har Anders Smith et horn i siden på den måde, man forsøger at presse produktionen af viden i vejret nu om dage.

’Siden den første udgave af vores bog kom for 10 år siden er der publiceret dobbelt så mange videnskabelige artikler som i hele det 20. århundrede,” siger han.

’Men har det gjort os dobbelt så kloge, som før,” spørger han.

Forskere på landets universiteter bliver nu om dage målt på, hvorvidt man bliver citeret af andre forskere og får publiceret artikler nok i videnskabelige tidsskrifter. Men Anders Smith mener ikke det er det, som er forskningens vigtigste formål, og han mener slet ikke det er det, der skal fremelskes hos unge forskere. For den slags fremelsker en målstyringskultur og det kommer der ikke den bedste forskning ud af.

”Bogen er også lidt politisk. For vi peger på, at der skal være plads til fejl i forskning. Ind i mellem opstår de store gennembrud ved, at man laver fejl eller ikke ved hvad man leder efter. Vi har et eksempel med i bogen, hvor Niels Bohr tog fejl,” siger han. Underforstået er det, at når selv Danmarks nok mest berømte videnskabsmand i det 20. århundrede begår fejl, der fører til nye erkendelser, så er næppe en katastrofe, hvis andre gør det. Tværtimod.

”Hvis man ikke tør tage fejl, så ødelægger man videnskaben.”

Anders Smith og Jørn Madsens bog udkom på Gads Forlag før jul og den kan findes på nettet og i boghandlere over hele landet. Den koster 199.95 kroner.

'Alt er relativt ...' er fuld af viden og oplysning.
'Alt er relativt ...' er fuld af viden og oplysning.
Publiceret: 26. Januar 2018 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis