Kommunalvalg 2017
Arkivfoto ©Gwenael Knichel/MAXPPP
Arkivfoto ©Gwenael Knichel/MAXPPP
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

K: Drop skoletandlægen

De konservative foreslår at skoletandplejen skal lukkes. Tilbuddet skal i stedet flyttes ud til private tandlæger

En undersøgelse viser, at 19 % af alle 7-årige i Rudersdal har haft huller i tænder. Det placerer Rudersdal Kommune på en 19. plads på landsplan. Den placering, mener den konservative kandidat til kommunalvalget Christoffer Buster Reinhardt ikke man kan være bekendt.

”Hvis du ser på samtlige af vores nabokommuner, Lyngby, Allerød, Furesø og Hørsholm, så ligger vi dårligere end dem,” siger Christoffer Buster Reinhardt og henviser til tal fra Sundhedsstyrelsens Centrale Odontologiske Register, som DR har analyseret.

Tallene viser, at Solrød Kommune har færrest 7-årige med huller. Og Solrød gør noget særligt som kun få andre kommuner gør. De har nemlig afskaffet den kommunale tandpleje og sender i stedet kommunens børn til private tandlæger, når der skal tjekkes for huller.

Derfor mener den konservative politiker at man skal følge Solrøds eksempel og nedlægger den kommunale tandpleje og flytte bekæmpelsen af Karius og Baktus ud i de private klinikker.

“Vi mener at mulighederne for at blive 'praksiskommune' lige som Solrød skal undersøges,” siger han.

Ordningen skal stadig være betalt af kommunen. Det er altså ikke meningen, at forældrene skal have penge op af lommen for at tage deres børn med til tandlægen.

Flere gode grunde

At lukke de kommunale klinikker er en slags 'point of no return'. Derfor skal præmisserne undersøges grundigt inden man eventuelt dropper det kommunale tilbud. Men Christoffer Buster Reinhardt er overbevist om at ideen er god.

”Min hovedpointe er, at man undgår det skifte, der er når man er teenager og forlader folkeskolen. At man bliver hos den samme tandlæge og får én slags familietandlæge, lige som man har det med de praktiserende læger. Det at man følges med sine forældre og ikke skal skifte tandlæge, tror jeg vil føre til bedre tandsundhed hos kommunens børn og unge,” siger han.

Selv om Rudersdal Kommune har mange ressourcestærke forældre, der sikkert sagtens kan sørge for at få deres børn til tandlæge, så er der også mennesker, hvor det ikke er lige så let at få gjort. Her mener den konservative politiker, at der skal laves aftaler med tandlægerne. Og så har de selvfølgelig et afgørende incitament.

”De private tandlæger har jo et økonomisk incitament til at indkalde patienterne. Det skulle ikke give problemer i den retning. Man kunne lave et system, hvor man automatisk blev indkaldt og møder man ikke op flere gange i træk, så skal der måske komme en løftet pegefinger eller en påmindelse. Og går det helt galt, så kommer socialforvaltningen jo ind over,” siger han og minder om, at Solrød Kommune næppe har en gunstigere demografi end Rudersdal. Og at ordningen der kører godt.

”Man kan da ikke påstå, at Solrød Kommune har en bedre socioøkonomisk befolkningssammensætning end vi har.”

Om der kan spares penge ved det, mener han ikke er interessant. Det handler ikke om at spare, men om en bedre tandpleje.

”Vi tror på det private kan løfte opgaven bedre end det offentlige. Kommunen får mindre økonomisk risiko, fordi man slipper for at skulle stå for driften af klinikkerne, ligesom man slipper indkøb, ansættelser og så videre. Jeg har det sådan at, hvorfor skal kommune drifte det når der er et system, der fungerer i privat regi?;” siger han.

Håber på andre partier

Endnu er forslaget ikke blevet drøftet med andre partier i kommune. Men De Konservative håber selvfølgelig, at få flertal for idéen.

Publiceret: 28. Juni 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere