Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Klumme: Forår er konfirmationstid

Grete Bøje, sognepræst

Så nu skal der festes, og alle de dejlige unge mennesker skal fejres.

Vi har lige haft generalprøve i kirken, og de skønne unge mennesker glæder sig og bekymrer sig, om nu noget kan gå galt. Jeg forsøger at berolige dem med, at de jo bare skal svare ja, og at den eneste, der for alvor kan dumme sig i kirken den dag, er præsten.

Jeg forstår godt både deres glæde og bekymring, for vi har jo bygget op til festen lige siden efteråret. Og derhjemme har far og mor dybest set bygget op til festen gennem de sidste 13-14 år, lige siden de fik det lille vidunder og bar det til dåben. Så nu skal alt planlægges og gennemtænkes ned til mindste detalje, både påklædningen, det, der skal ske i kirken og ved festen i hjemmet bagefter. Og det er så fint og godt altsammen, for det er et udtryk for, at alle gør sig den største umage. Vi vil jo så gerne skabe den perfekte fest.

Det slår mig, at når man i tanken planlægger en stor fest, så er det altid solskin og høj klar blå himmel. Ja, så kan det godt være, at tanken undervejs i planlægningen slår en, at det jo kunne blive regnvejr, og så tager fornuften over, og man finder på en plan b, som man kan gribe til, hvis det utænkelige skulle ske - nemlig at det på dagen er otte grader, regn og blæst.

Det slår mig også, at uanset hvor godt vi planlægger, så er det eneste, vi kan være helt sikre på, at det, når det bliver til virkelighed, bliver anderledes, end vi havde tænkt os det. Og inderst inde ved vi jo godt, at livet ikke er perfekt, og sådan er det også med vores fester; men det betyder jo ikke at livet eller festen bliver ringere – slet ikke. Det kan sagtens vise sig at virkeligheden langt overgår det, vi hver især kunne forestille os mens vi planlagde, alene af den grund, at der i den faktiske situation er mange flere medspillere. Vel kan der opstå episoder, vi gerne var foruden, men det er lige så sandsynligt, at der opstår et morsomt, kærligt og glædeligt samspil mellem de mennesker vi samler – et fællesskab, der langt opvejer at solen alligevel ikke skinner på dagen.

Og det er ikke sikkert, at konfirmanden får lige præcis de gaver, som stod på ønskelisten; men mon ikke det alligevel bliver gode gaver. En af de gaver, der for mig har haft længst holdbarhed, havde jeg slet ikke ønsket mig: En elefant med fem ben og en brækket stødtand, lavet af min søn som femårig.

Den er lavet med kærlighed og jeg elsker den, blandt andet fordi den er så vidunderlig uperfekt. Når jeg tænker på min familie, venner og kollegaer, så er det ikke det perfekte ved dem, der gør mig varme om hjertet, men det gør til gengæld den charmerende skævhed, mellemrummet mellem tænderne, de grå tindinger eller sårbarheden. Hvis man holder af et menneske, så kan man også lide dets fejl. Og holder man af livet, accepterer man, at det ikke er perfekt. Det handler om at elske på trods.

Publiceret: 17. Maj 2017 16:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere