Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Klumme: Fra lederskab til lærerskab

Hvad indebærer lederskab og hvordan bliver jeg en god leder for min hund? Det har Christina Højgaard fra Det Gode Hundeliv et bud på

Christina Højgaard, Det Gode Hundeliv

Konkrete spørgsmål fylde meget i hundeopdragelse. Hvad man bør og gør i dagligdagen med hunden. I virkeligheden er hundelivet og hundens sociale struktur vældig nuanceret. De konkrete, kontante holdninger, som havde bidt sig godt fast i hundeverdenen, er forhåbentlig ved at være gennemhullet og modbevist af både hundesagkyndige, hundepsykologer og instruktører.

I stedet for at straffe hunden fysisk har det i en årrække været normalt at ”arbejde med sit lederskab”.

Men dette viser sig ofte at være to sider af samme sag. Jeg hører til stadighed hundeejere udtale, at man da skal passe på at hunden ikke overtager lederrollen i hjemmet. Hunden må ikke dominere, vise trods eller protestere, etc.

Men en disciplinær vinkel giver beviseligt adfærdsproblemer. Det er blot et spørgsmål om tid. Et godt eksempel, der eventuelt kan være medvirkende til valg af træningsretning:

En hund gør udfald mod en forbipasserende hund på gaden, den straffes verbalt og bliver stille – et øjeblik. Men at acceptere den fremmede og forbipasserende hund har den jo ikke lært. Hvis man derimod vælger at berolige med mild stemme og distrahere med en godbid, så lærer hunden at slappe af i situationen, der bliver vendt til noget positivt. Den vil i højere grad acceptere andre hunde, selvom det tager længere tid.

Naturligvis er valget af træningsmetode afhængig af, hvorledes man vægter trivsel fremfor autoritær træning. Hvis man sanktionerer besværlige hunde, dæmper disse hunde sig og bliver lydige. I mine øjne er dette den nemme – men mangelfulde facon. En facon, der resulterer i at folk udenom imponeres. I særdeleshed den ukritiske hundeejer. Ikke desto mindre spises budskabet råt: ”Tag fat i din hund, så den altid forstår hvem der bestemmer”… Desværre kommer der alvorlige bivirkninger fra denne trænings- og opdragelsesmetode. Hunden bliver før eller siden passiv, deprimeret, opgivende og hjælpeløs – uden initiativ.

I stedet for at træne og reagere på styrkeforhold fra hund til menneske, som aggressions- og statushierarki, så kig på rollemønstre, dæmpende signaler, relationer, selvtillid.

Mit råd til nuværende og kommende bedste venner af hunden – vælg din tilgang til hvalpen og hunden i særdeleshed – med omhu. Hav fokus på at blive en god lærermester, for derved bliver du automatisk en god leder. Hunde er yderst sociale dyr, og god kvalitet og sjovt samvær med både mennesker og andre hunde har stor betydning for hundens liv. Vælg at lave projekter med hunden, gå til fornuftig hundetræning, tag hunden med dig, bidrag til hundens trivsel – lidt mere end blot med mad, vand og gåture. En varm og kærlig relation giver succes. Vær rummelig og grin ad dig selv og hunden.

Publiceret: 15. Maj 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere