Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Konservator finder signatur, og maleri bliver til mesterværk

Nu er det udstillet på Nivaagaards Malerisamling

Fund På blændrammen står der skrevet ganske svagt med blyant: Blunck. Kunne dette maleri af ”Madonna med Barnet” virkelig være malet af en af Danmarks store guldaldermalere?

En privat ejer af maleriet indleverede det til en behandling hos MaleriKonservering ved Susan Ritterband. Det var snavset, der var gulnet fernis, gamle skæmmende reparationer og gamle flænger. Der var i tidernes morgen sat et ekstra lærred bagpå i håb om at holde flængerne på plads.

Flængerne havde sluppet baggrunden og bulede op. Nu blev de limet på plads, og derefter begyndte en omfattende rensning. Ikke nok med at der øverst var et snavselag af tidens tand, var der også et gulnet fernislag. Til malerikonservator Susan Ritterbands store overraskelse var der endnu et lag snavs under den gulnede fernis. Alle disse tre lag skidt og møg og fernis blev langsomt fjernet, og efterhånden blev de smukkeste originale farver afdækket.

Da rensningen var nået langt ned på maleriets motiv - til den bænk, hvor Jomfru Maria sidder – nederst på bænken i en meget mørk skygge, dukkede der pludselig en signatur frem. Med stor forsigtighed blev signaturen afdækket. Der står: “D. C. Blunck Roma 1833”. Interesserede læsere kan følge processen på en video via dette link: http://malerikonservering.dk/juni-2017/

Da kunsthistorikerne på Nivaagaards Malerisamling fik kendskab til den fundne signatur, ville begejstringen ingen ende tage. Maleriet er stik imod al tradition omgående blevet hængt op midt under den nuværende udstilling med værker af D.C. Blunck. Kunsthistoriker fra Nivaagaard omtaler fundet af dette maleri som et mirakel. H.C. Andersen har omtalt maleriet i sin dagbog fra 1834. I 1879 var det på auktion og har siden været forsvundet - indtil nu. Dette maleri og andre af D.C. Blunck kan besigtiges på museet indtil d. 27.8.2017. /tsj

Publiceret: 08. Juli 2017 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!