Udstilling viser naturen

Keramiker Anne Nielsen og tegner Brita Jeppesen udstiller i Gl. Præstegård i Birkerød fra midten af oktober

Birkerød Kunstforening har fernisering i Gl. Præstegård i Birkerød lørdag 14. oktober kl. 13 til 15.
Det er keramiker Anne Nielsen og grafiker og tegner Brita Jeppesen, der udstiller, og de har kaldt deres udstilling ”Kultur og natur – nært og fjernt”.
“I deres værker på udstillingen beskæftiger de sig med moderne og gamle kulturer og med naturoplevelser, som udtrykkes i både farverige og dæmpede abstrakte mønstre og strukturer og i mere realistiske gengivelser,” skriver Birkerød Kunstforening i en pressemeddelelse.
Anne Nielsen er uddannet keramiker på Danmarks Designskole og har arbejdet med sin kunst mange steder i verden, for eksempel i Sydafrika, Swaziland, Irland og Australien. Hun har deltaget i udstillinger i både Europa, USA og Australien. Fra 1986 har Anne Nielsen haft værksted i Birkerød.
Brita Jeppesen er uddannet grafiker og tegner på Skolen for Brugskunst og kunsthistoriker på Københavns Universitet. Hun har deltaget i censurerede udstillinger både i Danmark og udlandet. Brita Jeppesen har arbejdet som lærer på Torstedlund Kunsthøjskole, hvor hun og Anne Nielsen traf hinanden.
Brita Jeppesen boede i mange år på Frederiksberg, men for 11 år siden flyttede hun til Samsø, hvor hun har åbnet galleri. Udstillingen kan opleves frem til 5. november.

Publiceret 09 October 2017 00:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV