Kunstnermøde på Gl. Holtegaard

Mød kunstneren bag udstillingen, og kom tættere på kunsten

Mød den aktuelle billedkunstner Mette Winckelman, når hun fortæller om sin udstilling, der med metervis af bemalet, broderet, sammensyet og fastspændt tekstil har iscenesat Gl. Holtegaards senbarokke udstillingsrum, som én stor totalinstallation.

Mette Winckelmann er gået i lag med Gl. Holtegaards historiske rum med blyant og lineal, og har inddelt udstillingsarealerne i nye rum med imaginære vægge. Her møder tekstiler med industrielle, prædesignede mønstre Winckelmanns håndtrykte motivverden.

Totalinstallationen udfolder sig skulpturelt og rumligt. På den ene side er hendes værk stærkt sanseligt og visuelt appellerende, på den anden side er det båret af en tydelig konceptuel idé, fremgår det af en pressemeddelelse.

Onsdag 23. maj kl. 17 kan du møde Mette Winckelmann på Gl. Holtegaard, når hun, i dialog med kurator og kunstkritiker ved Weekendavisen Maria Kjær Themsen, taler om sin kunst, Gl. Holtegaards stedspecifikke arkitektur, om musik, om logiske systemer og frihedskamp.

Der er begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig. Det kan ske via hjemmesiden: www.glholtegaard.dk eller telefon: 45 80 08 78.

tsj

Publiceret 14 May 2018 16:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV