Bølgerne går højt mellem de to store arkitekter Poul Henningsen og Arne Jacobsen i forestillingen ’Flygt’. Pressefoto

Bølgerne går højt mellem de to store arkitekter Poul Henningsen og Arne Jacobsen i forestillingen ’Flygt’. Pressefoto

Teater:

På flugt med Arne Jacobsen og Poul Henningsen

De to store danskere er i samme båd i teaterforestillingen ’Flygt’, der kan opleves 10. august

10. august kan man stævne ud på Furesøen med Det Flydende Teater og deres musikalske drama om to af Danmarks største arkitekter, når Rudersdal Teater præsenterer forestillingen 'Flygt', som er det sidste værk i Det Flydende Teaters musikdramatiske forestillingsrække om 2. Verdenskrig.

Som mange andre må Poul Henningsen og Arne Jacobsen flygte til Sverige, da besættelsesmagten natten mellem 1. og 2. oktober 1943 indleder jagten på jøder, kommunister og andre. PH, fordi han er på kant med nazisterne. Arne Jacobsen, fordi han er jøde.

Skæbnen vil, at de flygter i den samme lille robåd over sundet fra Skodsborg til Landskrona denne råkolde, og blæsende nat. Foruden de to arkitekter og deres koner er den eneste medpassager en ung, jødisk ingeniør og kaproer, Herbert Marcus, der trækker det hårdeste læs med at ro selskabet over Øresund.

Under de omstændigheder udspiller der sig et drama, hvor bølgerne i bogstaveligste forstand går højt. Mellem skumsprøjt og tyske projektører tager de to arkitekter fat i en diskussion om livet under besættelsen og om, hvilket ansvar man har som menneske og formgivende kunstner.

Der er et meget begrænset antal billetter til salg. Læs mere på www.mantziuslive.dk.

jesl

Publiceret 07 June 2018 00:00

SENESTE TV