Husejere i Rudersdal har tjent 1.500 kroner om dagen

Boligpriserne har det seneste år fulgt en opadgående kurve, der har været så stejl, at flere husejere har oplevet en markant øget værdi på deres hus

I fire kommuner har husejerne oplevet prisstigninger, der svarer til en fortjeneste på mere end 1.000 kroner om dagen de seneste 365 dage. Det viser en udregning foretaget af Boligsiden.dk.

I kommunerne Rudersdal, Dragør, Solrød og København er huspriserne i gennemsnit steget mere end 365.000 kroner det seneste år. Husejerne i både Gladsaxe, Rødovre og Hillerød kan dog også lune sig ved højere priser, der ligger lige under en tusindlap om dagen.

I Rudersdal Kommune, hvor huspriserne er steget mest siden juli 2017, lyder den gennemsnitlige værdistigning på 1.587 kroner om dagen. Det svarer til, at et gennemsnitshus er blevet 579.290 kroner mere værd på blot et år.

Tryk på efterspørgslen

Skuer vi to år tilbage, i stedet for blot et enkelt, og skruer vi værdistigningen ned til 500 kroner i stedet for 1.000 kroner om dagen, ligger 14 kommuner på den øvre side af grænsen. 12 kommuner er beliggende i Region Hovedstaden, mens de resterende to er placeret syd for København i Region Sjælland.

De gyldne kommuner er Rudersdal med en daglig prisstigning på 1.587 kroner, Dragør med 1.377 kroner, Solrød med 1.104 kroner og København med 1.014 kroner.

I Rudersdal betyder det en gennemsnitlig værdistigning på 579.290 kroner på et år.

Opgørelsen dækker over ændringen i salgspriser i juli 2018 og 2017 og er baseret på et hus på 154 kvadratmeter, der svarer til den gennemsnitlige størrelse på de huse, der er solgt i perioden.

-vik

Publiceret 08 September 2018 11:30

SENESTE TV