Birkerød Kammermusikforening tager 18. september hul på den 55. sæson. Modelfoto: Mostphotos

Birkerød Kammermusikforening tager 18. september hul på den 55. sæson. Modelfoto: Mostphotos

Kammermusikforening tager hul på sæson nummer 55

Birkerød Kammermusikforening åbner 18. september sin 55. sæson med en serie af koncerter

Foreningens bestyrelse ser frem til at byde velkommen til foreningens trofaste og hidtidige medlemmer samt forhåbentlig mange nye gæster, der vil føle sig inspireret af musikken og ensemblerne i det nye program.

"Birkerød Kammermusikforening har i år sikret et varierende program spændende fra West East Duo på klarinet og accordion over flere internationalt kendte kvartet og trioensembler frem til afslutningskoncerten med Trio con Brio i foråret," fortæller Klaus Ostenfeld, der er medlem af bestyrelsen.

Den første koncert i Birkerød Kammermusikforenings sæson bliver ikke helt som sædvanlig. Det fortæller sekretær og medlem af bestyrelsen Jens Erik Sørensen.

Der bliver nemlig ingen Beethoven eller Brahms, og instrumenterne bliver klarinet og akkordeon, den type harmonika, som man underviser i på konservatorierne.

Det er West East Duo, der skal spille. Musikerne er Giovanni Punzi på klarinet og Hanzhi Wang på akkordeon. Programmet bliver en rundrejse i musikkens verden. Franske Gounods Ave Maria, inspireret af Bach, er det ældste af værkerne.

Genhør og nye oplevelser

Det nye program er tilgængeligt på biblioteker, sognegårde og flere andre steder i Birkerød. Og i programmet byder bestyrelsen velkommen til en god, ny sæson.

"Vi glæder os til genhør med ensembler, som tidligere har gæstet os, og til helt nye bekendtskaber på den musikalske scene. Vi ser frem til at dele glæden ved musikken med medlemmer af Birkerød Kammermusikforening og med gæster, som vi med fornøjelse byder velkommen," fremgår det.

"For bestyrelsen har det været fantastisk at kunne sammensætte et program, som både rummer musik fra mange dele af den musikalske verden og fra forskellige musikalske perioder. Såvel helt unge talenter som garvede musikere fra ind- og udland har fundet plads i programmet," lyder det endvidere i programmet.

Som det har været tradition i de forrige sæsoner, vil man kunne bestille koncertmiddag på Restaurant Mantziusgården inden koncerterne på Mantzius, og der vil blive udskænket gratis vin eller vand i pausen.

Medlemskab giver adgang til alle koncerter.

adk

Publiceret 12 September 2018 15:00

SENESTE TV