Foreningen Ny Musik i Birkerød indleder sæsonen med en endagsfestival søndag 23. september, hvor man blandt andet kan opleve Michala Petri. Pressefoto

Foreningen Ny Musik i Birkerød indleder sæsonen med en endagsfestival søndag 23. september, hvor man blandt andet kan opleve Michala Petri. Pressefoto

Sæsonstart med Petri, Barok og Moderne

Der er en perlerække af koncerter på plakaten, når Ny Musik i Birkerød søndag 23. september indleder sæsonen med en endagsfestival under overskriften Barok & Moderne

Festivalen har en længere tilblivelseshistorie. Det hele begyndte med, at pianisten Hans Andersen spillede Carl Nielsens Chaconne, som han blev meget begejstret for.

Derved opstod den idé at sætte Nielsens Chaconne sammen med både ældre og nyere udgaver af denne dansende sats, som er typisk for barokmusik, og det er så blevet til en hel eftermiddag med fem små koncerter af en times varighed.

Udover pianist Hans Andersen medvirker Michala Petri, fløjte; Adam Ørvad, accordeon; Anette Slaatto, bratsch og Anka Zlateva, cembalo, og som noget nyt vil der også være noget for øjnene. Flere stykker kombineres med eurytmi udført af Anette Nielsen.

Oplev musikkens inderste væsen

Eurytmi er en organisk bevægelsesform, hvor danseren forsøger at udtrykke musikkens sjæl i bevægelser. Man kan sige, at eurytmien er et billede på musikkens inderste væsen, og eurytmien udarbejdes for hvert værk i et tæt samarbejde med musikerne.

På programmet står værker af Händel, Bach, Carl Nielsen og bl.a. Axel Borup-Jørgensen, John Frandsen og Mogens Christiansen. Programmet omfatter flere uropførelser, og flere af de nulevende danske komponister vil være til stede, blandt andet 87-årige Ib Nørholm.

Som noget nyt har Ny Musik i Birkerød lavet en aftale med Restaurant Mantzius, som har sammensat specielle, lækre festivaltilbud på mad og drikke.

Festivalen finder sted i Mantziussalen i Birkerød, og den første koncert begynder kl. 13. Derefter vil der være koncerter af en times varighed frem til ved 18-tiden.

Billetpris er 100 kr. for alle koncerter. Er man medlem af Ny Musik i Birkerød er prisen 50 kr.

Billetter kan købes i døren.

Læs mere på hjemmesiden: http://ny-musik-birkeroed.dk/

Publiceret 21 September 2018 10:30

SENESTE TV