Ulla Bjergvig udstiller i Birkerød Kunstforening fra 6. oktober. Pressefoto

Ulla Bjergvig udstiller i Birkerød Kunstforening fra 6. oktober. Pressefoto

Årets Rudersdalkunstner udstiller i kunstforening

Ulla Bjervig præsenterer iscenesatte landskaber

Ulla Bjervig, Årets Rudersdalkunstner 2018, udstiller i Birkerød Kunstforening 6.-28. oktober.

Udstillingens titel er Iscenesatte Landskaber, og Ulla Bjervig præsenterer et stort udvalg af nye værker i olie på lærred og akryl på papir. Desuden viser hun en række stentøjsskulpturer.

I sine stiliserede landskaber arbejder Ulla Bjervig med genkendelige objekter som for eksempel pinjer, huse, planter, dyr, mennesker og citroner, der befinder sig i et æstetisk smukt farveunivers, ofte domineret af subtile turkise nuancer, men også sort, brændt siena og grøn er meget benyttede farver, skriver kunstforeningen i en pressemeddelelse.

Ulla Bjervig debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1989 og har udstillet på utallige censurerede udstillinger, kunstgallerier og kunstforeninger i Danmark og udlandet, blandt andet i Italien. Hun er medlem af KKS, Kvindelige Kunstneres Samfund, og formand for Kunstnerne bag Kulturslangen i Rudersdal.

Der er fernisering i Birkerød Gl. Præstegård på Stationsvej 32 lørdag 6. oktober mellem kl. 13 og 15. Borgmester Jens Ive holder åbningstalen kl 13.15.

jbe

Publiceret 03 October 2018 15:00

SENESTE TV