Pjerrot optræder hele ugen.

Pjerrot optræder hele ugen.

Glæd dig til efterårsferie på Bakken

Fredag den 12. oktober åbner Bakken for første gang i sin 435 år lange historie for gæster i efterårsferien. Ti dage i træk inviterer forlystelsesparken til ’Høstfest’ i Dyrehaven

Af
Signe Steffensen

En forlystelsespark kan næppe ønske sig en smukkere kulisse end en efterårsklædt Dyrehave og for at understrege de smukke efterårsfarver, så er der pyntet op med blomster og æbleranker i Bakkens lygtepæle.

I det hele taget er der basis for masser af leg og røde kinder på Bakken i Efterårsferien, hvor temaet er høst og parken er dekoreret med fugleskræmsler, græskar og en labyrint af halmballer. Har du haven fuld af æbler, så kan du også selv bidrage til høstfesten og tage dem med og få dem mostet.

Efter en lukkeperiode på blot fem uger åbner Bakken atter den røde port for gæsterne. Samtidig markerer åbningen også en historisk overgang for Bakken fra udelukkende at være en sommerpark til at være en park, der har åbent i flere sæsoner og på flere forskellige årstider.

Bakken har indgået aftale med Onkel Reje, der er kendt fra børne-tv. Han vil dagligt fra lørdag d. 13. oktober til søndag d. 21. oktober optræde med et show. I det hele taget er der masser af arrangementer for børn

Kulturnat

Åbningsdagen den 12. oktober falder samme med Københavns Kulturnat og i den forbindelse har Bakken som verdens ældste forlystelsespark og gammel dansk kulturinstitution planlagt programmet på åbningsdagen den 12. oktober, så der også er noget for de kulturlystne i form af parader med orkester, gøgl, dans og akrobatik samt historiske vandringer i tusmørket.

Fredag den 12. oktober er der parader på Bakken med orkestret Come And See The Zirkus, og der er historiske vandringer ved Jørn Sigurdsson. Jørn er anden generationsteltholder på Bakken og vil på vandringerne indvie gæsterne i Bakkens hemmelige og aldrig før sete afkroge og finurlige historier. Og det er alt sammen gratis for publikum.

Mysteriet i Korsbæk

I Korsbæk omdannes Postgaarden i hele efterårssæsonen til en hyggelig spil-café, hvor man kan spille forskellige brætspil og nyde kaffe, kage og saftevand.

Korsbæk danner også ramme om skattejagten Korsbæk Mysteriet, hvor børn sammen med deres familie kan lege detektiver og hjælpe Betjent Sophus med at finde den forsvundne nøgle til Korsbæk Bank. Skattejagten er udviklet af folkene bag Ramasjang Mysteriet og byder på kendte Matador-figurer, poster skjult i Korsbæks hyggelige univers samt smørrebrød, kaffe, kage og saftevand. Hele pakken koster 175,- pr. person. Læs mere på bakken.dk/mysteriet

Publiceret 15 October 2018 10:00

SENESTE TV