Svensk big band swinger i Søllerød Jazzklub

Roger Berg Big Band spiller i Kulturcenter Mariehøj fredag 7. december

Søllerød Jazzklub byder fredag 7. december kl. 21 i Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246 B, på god swingmusik med det svenske Roger Berg Big Band.

Roger Berg Big Band består af fire trompeter, fire tromboner, fem saxofoner, piano, bas, guitar og trommer tilsat en velsyngende kvindelig vokaltrio.

Roger Berg kender man i øvrigt som trommeslager i Tivolis Big Band og som trommeslager med Niels Jørgen Steens A-team, og han sidder ofte bag trommerne i Monday Night Big Band.

Han startede sit svenske orkester i 2007, og orkestret er siden gået fra den ene succes til den anden i Skandinavien og en stor del af Europa.

Repertoiret er de store swingarrangementer af bl.a. Benny Goodman, Count Basie, Glenn Miller, Tommy Dorsey, Harry James, Les Brown og Duke Ellington.

Fylder huset hver gang

Roger Bergs Big Band har fået hele huset til at gynge ved besøg i Søllerød Jazzklub i 2010, 2015 og 2017, og der har været helt udsolgt hver gang.

Billetter til 150 kr., 125 kr. for medlemmer, ved indgangen eller www.sollerodjazzklub.dk.

jesl

Publiceret 05 December 2018 09:00

SENESTE TV