I 60 år har Molboløbet eksisteret, og søndag 6. januar går starten til den første etape i årets jubilæumsløb. Pressefoto

I 60 år har Molboløbet eksisteret, og søndag 6. januar går starten til den første etape i årets jubilæumsløb. Pressefoto

60 år med Molboløbet: Skyd nytåret i gang med jubilæumsmotion

Molboløbet, der er et af Danmarks ældste motionsløb, gennemføres i år for 60. gang i de lokale skove 10 søndage i træk

Molboløbet henvender sig til alle aldersgrupper – fra små børn, til hurtige mænd og kvinder og til ældre mennesker. Omkring 350 deltagere bruger hver søndag Molboløbet til at komme i form eller til at få en god og sjov oplevelse med familien. Det fremgår af en pressemeddelelse.

"På denne tid af året er der mange fritidsaktiviteter, som holder pause. Det giver familierne mulighed for at lave nogle aktiviteter sammen, og der er Molboløbet en oplagt mulighed," siger Jørgen Wisbech fra Søllerød Orienteringsklub, der arrangerer løbet.

Molboløbet bliver afviklet på årets første 10 søndage. Det er en form for orienteringsløb, hvor man får udleveret et kort og skal finde et antal poster i den rigtige rækkefølge. Der er fire ruter at vælge imellem i forskellig sværhedsgrad, så flest muligt kan deltage.

Sund skattejagt

Løbet adskiller sig på flere måder fra et normalt orienteringsløb. Man behøver ikke være medlem af en orienteringsklub for at deltage, og der er spørgsmål på posterne inden for et emne, som varierer fra uge til uge. Starttidspunktet bestemmer man selv. Det skal bare være mellem klokken 9 og 11, og det er tilladt at løbe sammen med venner og familie.

"Kombinationen af løb, paratviden og det sociale tiltaler mange. Hvert år deltager nye familier i Molboløbet, og vi ser børnene komme ind med røde kinder og smil på læben. Det er jo en slags skattejagt, og det, synes de, er vildt sjovt," fortæller Jørgen Wisbech.

Molboløbene blev stiftet af SNIK (Søllerød/Nærum Idræts Klub) i 1960 efter ide af Jørgen Bak. Han havde deltaget i et arrangement, hvor der blev løbet orienteringsløb med indlagte spørgsmål. Arrangementet blev afviklet på Fuglsø Centeret, som ligger for foden af Mols bjerge. Derved var navnet "Molboløb" givet.

Stabilt fremmøde

Løbet blev afholdt første gang i 1960. Siden 1990 har Søllerød Orienteringsklub, som da blev udskilt fra SNIK, afviklet løbet.

"Der kommer mange nye løb til i de her år, og nogle af de gamle løb har svært ved at hente det antal deltagere, som de havde tidligere. Men Molboløbet har vist sig at være stabilt og levedygtigt. Vi har mange gengangere fra år til år, men der kommer også altid nye deltagere," siger Jørgen Wisbech.

Molboløbet finder sted over ti søndage i Jægersborg Hegn, Rude Skov, Geel Skov og Trørød Hegn. Første etape finder sted søndag 6. januar i Jægersborg Hegn med start og mål i Rundforbihallen.

Den samlede vinder, som tituleres ”overmolbo”, kåres efter det 10. løb.

På løbets hjemmeside http://www.molboloeb.dk/ kan man tilmelde sig, se billeder fra løbene, resultater og de korrekte svar på spørgsmålene.

Publiceret 03 January 2019 14:00