Foto: Klaus Harbo

Foto: Klaus Harbo

Anmeldelse af årets Limenas-forestilling: "Der skal være plads til alle"

I øjeblikket opfører Limenas årets forestillingen 'Gråt Guld', der er en skildring af ældres livshistorier

Af
Søren Jensen

Drenge- og pigeskoler, vagabonder fra Amager Fælled, høstfest med kant under 2. verdenskrig. Brudstykker fra fjerne tider. I en nutid, hvor vi tager meget for givet.

Livsminder fra syv på et plejehjem fortolkes – med autentiske lydklip fra interviews – i teater og musik af 130 børn og unge i en atmosfære, hvor sørgmodighed er svær at undgå og i scener, hvor der bliver meget stille i en fyldt Mantziusgård i Birkerød.

”Vi vidste jo, vi skulle stå her en dag”, lyder det med et tvetydigt twist, inden de syv i forestillingen ”Gråt guld” går ombord i bussen.

Meget forandrer sig så hurtigt i disse år i en global, lille og digital verden, så det kan være svært at forstå, hvordan verden egentlig så ud i vores forældres, bedsteforældres og oldeforældres tid.

Årets Limenas-musical udfordrer, fordi instruktørerne og deres engagerede unge sjældent vælger den nemmeste vej. Blandingen af sørgmodighed, barske minder og realiter, humor og livsglæde er også kunst.

Det lykkes i en forestilling, hvor det i en af sangene lyder, at der skal være plads til alle, når vagabonderne inviteres til gilde med pølser fra slagteren. Helt i tråd med ånden fra Limenas. Helt i tråd med ideen om at skabe et nyt møde mellem generationer, børn og gamle.

Du skylder dig selv at kigge forbi Mantziusgården og lade tanker flyve fra din egen slægtshistorie. Det går så forbandet hurtigt det hele. Der er forestillinger frem til den 26. januar.

Publiceret 18 January 2019 11:32