Succes for squash juniorer til DM

Birkerød Squashs juniorer vinder tre guld og to sølv ved DM

Birkerød Squashs drenge juniorer har været til danmarksmesterskabet, der blev afholdt i Skovbakken Squashklub ved Århus. Det blev et mesterskab fyldt med Birkerød-succes. Tre guld og to sølv kom drengene hjem med.

"De mange træningstimer hos klubbens canadiske cheftræner Pierre Hillman og i landsholdsammenhæng har båret frugt. Samtidig har den ”clinic” juniorerne tidligere på ugen havde med Cameron Pilley givet et ekstra motivations boost, " skriver Birkerød Squashklub i en pressemeddelelse.

Det var blandt andet brødrene Jepsen, som sørgede for medaljer til Birkerød Squashklub. Ollie Jepsen på bare otte år, stillede op til sit første store stævne og gik hele vejen til finalen og kan nu kalde sig danmarksmester for drenge under 11 år.

Storebror Joakim Jepsen, der lige er blevet 14 år, var seedet som nummer to i rækken drenge under 15 år og endte da også i finalen mod klubkammeraten, den første seedede Lukas Schroll Andersen. I den rene Birkerød-finale udkæmpede de to træningsmakkere en drabelig kamp i fire sæt, men til sidst trak Joakim fra og afgjorde kampen til sin fordel. Det var Joakims danmarksmesterskab nummer 4.

Og endelig er der Marcus Jepsen. Han var i aktion i drenge under 17 rækken. Marcus har allerede i en alder af 16 år haft sin debut på Birkerøds herreelitehold og levnede ikke sine modstandere mange chancer. Således afgav han ingen sæt i hele turneringen og kan nu kalde sig fem-dobbelt Danmarksmester.

Andre end Jepsen

Men der behøver ikke stå Jepsen på trøjen for, at man kan levere imponerende resultater for Birkerød. Således var også Elias Coyle i kamp i rækken drenge under 19 år. Elias har været ude i en længere periode med en skade, men på banen beviste han, at han er ved at være tilbage i topform. Således nåede han finalen, hvor han desværre måtte se sig slået af Tobias Weel fra Skovbakken. Men endnu en sølvmedalje til Birkerød.

Sidst men ikke mindst blev Joakim Jepsen kåret til Årets Junior 2019 af Danske Squashforbund.

Kapp

Publiceret 05 February 2019 15:00