kyrychukvitaliy - stock.adobe.com

Giv din lokale natur i Rudersdal en hånd

DN gør rent i naturen 31. marts

Miljø Søndag 31. marts inviterer Danmarks Naturfredningsforening på den årlige affaldsindsamling i hele landet. Her samler mere end 100.000 frivillige borgere affald i naturen og giver på den måde en hånd til vores fælles goder.

"Vi sætter pris på en ren og naturlig natur - derfor samler vi affald ind. Men det handler også om at sende et signal til andre om, at det er dårlig stil at smide affald i naturen," siger Michael Olesen, formand i DN-Rudersdal.

Også formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal Kommune Court Møller er med på affaldsindsamlingen:

"Selvom vi selvfølgelig håber og tror på, at de fleste samler op efter sig selv, så er der god læring for både store og mindre børn i at samle affald op efter andre. Det skaber gode ambassadører, der ved, hvordan man opfører sig i naturen. Affaldsindsamlingen giver børnene en god adfærd helt fra barnsben, der smitter af på andre," siger Court Møller.

En synlig forskel

Sidste år samlede foreningen over tredive sække ind fyldt med affald smidt i naturen. På landsplan blev det sidste år til intet mindre end 173.000 kilo affald – heriblandt 102.000 dåser. En flot indsats men samtidig en lidt trist statistik.

"Vi kan på sin vis håbe, at det bliver mindre i år. Målet er, at vi bliver bedre til at smide vores affald i skraldespanden eller endnu bedre, at aflevere det til genbrug. Og i al fald ikke i naturen," afslutter Michael Olesen, som glæder sig til at tage imod en flok friske frivillige på årets affaldsindsamlingsdag søndag 31. marts kl. 10 på et af følgende mødesteder: Skodsborg Station på skovsiden, rådhuset i Holte på pladsen foran eller Bistrup Trafikplads

Udstyret med gule veste, handsker og poser, drager deltagerne fra mødestedet ud til strand, skov og eng. Tilmelding er ikke nødvendig, men tag solidt tøj på og medbring gerne selv et par arbejdshandsker.

Publiceret 24 March 2019 10:00

SENESTE TV