Katrine Gislinge, der har spillet solo- og kammermusikkoncerter over det meste af Europa og USA, giver støttekoncert i Gl. Holte Kirke. Pressefoto

Katrine Gislinge, der har spillet solo- og kammermusikkoncerter over det meste af Europa og USA, giver støttekoncert i Gl. Holte Kirke. Pressefoto

Velgørende koncert: Gislinge spiller til støtte for nyfødte i Nepal

Klaverkoncert for Chimlaya Charity i Gl. Holte Kirke 26. maj

Pianisten Katrine Gislinges repertoire spænder fra Bach til den allernyeste musik, og de seneste år har hun især markeret sig som en overlegen fortolker af Mozarts klaverkoncerter.

Søndag 26. maj kl. 15 holder hun i Gl. Holte Kirke støttekoncert til fordel for Chimlaya Charity, som hun er Good Will-ambassadør for.

Chimalaya Charity er en dansk, frivillig forening med NGO-status i Nepal. Foreningen driver en sundhedsklinik i Bode uden for Kathmandu og har specialiseret sig i at tilbyde hjemmebesøg af sundhedsplejersker til mødre og nyfødte straks efter fødslen, som man kender det i Danmark.

Nepal har en af verdens højeste spædbørnsdødeligheder, og med en tidlig indsats i barnets liv kan Chimalaya Charity forhindre fejl- og underernæring.

Debussy og Chopin

"Chimalayas arbejde i Nepal, som er et af verdens fattigste lande, berører mig dybt. Et passioneret og vigtigt arbejde. Det har min største respekt, og jeg ser frem til at kunne støtte Chimalayas arbejde med koncerten i Gl. Holte Kirke," siger Katrine Gislinge i en pressemeddelelse.

Katrine Gislinge vil til koncerten spille værker af Debussy, Chopin og Beethoven.

Melankoli og skønhed

"Det er noget af den smukkeste musik, der er lavet nogensinde. Musikken er eviggyldig, klassisk, og de følelser og stemninger, den udtrykker, rammer os alle. Melankoli, skønhed, sorg, lykke og alle nuancer imellem. Jeg elsker at spille i kirker. Rummet har en højtidelighed, som lægger sig smukt om den musik, jeg spiller," fortæller Katrine Gislinge.

Inden koncerten vil Chimalaya Charitys formand og grundlægger, Pia Torp, fortælle om foreningens arbejde.

Pia Torp, som er jurist og psykoterapeut, skabte Chimalaya i 2010 på baggrund af en række besøg i landet, hvor især kvindernes barske vilkår havde gjort et stort indtryk.

Man kan læse mere om Chimalaya Charitys arbejde på www.chimlayacharity.com.

En billet koster 200 kr., og beløbet går ubeskåret til Chimalaya Charity. Billetter kan købes på www.chimalayacharity.com. Eventuelt resterende billetter sælges i døren.

jesl

Publiceret 21 April 2019 10:00

SENESTE TV