Kunstoplevelse: Gå med kuratoren ind i maleriet på museet

Få et indblik i processen bag en udstillings tilblivelse

Nu er chancen der for at gå med på en guidet tur i Gl. Holtegaards udstilling af den svenske billedkunstner Astrid Svangren. Det er kunsthallens kurator, Marie Oxholm Zigler, som introducerer udstillingens tematikker samt fortæller om processen bag tilblivelsen og samarbejdet med kunstneren. Det er tirsdag 4. juni kl. 17.

Astrid Svangren har omdannet Gl. Holtegaard til et tredimensionalt maleri. Maleriet er ikke her i traditionel forstand bemalet lærred, der hænger på en væg. Hos Svangren er maleriets velkendte form opløst og indtager i stedet rum og have og bliver til installation. Astrid Svangrens maleri er dermed et totalværk, man træder ind i og som omslutter kroppen fuldstændigt.

Billedkunstneren er gået i lag med Gl. Holtegaards historiske rum som en filminstruktør ville gå til sin film. Hun har digtet sig ind i kunsthallens historiske rum både inde og ude, hvor hun lader umage materialer møde hinanden i svævende maleriske installationer, hængende frit fra loftet, flydende på gulvet og fastgjort på vægge. Totalværket udfolder sig både skulpturelt og rumligt og er på én gang både stærkt sanseligt, parfumeret og visuelt appellerende. Billetter på www.glholtegaard.dk

CV

Publiceret 25 May 2019 10:00