I 'Jagten på de forsvundne æbler' på Gl. Holtegaard 14. juni skal man blandt andet hjælpe de gamle nordiske guder. Pressefoto

I 'Jagten på de forsvundne æbler' på Gl. Holtegaard 14. juni skal man blandt andet hjælpe de gamle nordiske guder. Pressefoto

Skattejagt i Barokhaven: Hjælp guderne med at finde de gyldne æbler

14. juni er der igen kulturhistorisk skattejagt på Gl. Holtegaard

Børn og voksne inviteres til skattejagt med bueskydning, yndige hesperider, hæslige hekse, drilske jætter og mange flere fredag 14. juni kl. 16.30-19 på Gl. Holtegaard, Attemosevej 170 i Holte.

Det er i år femte gang, at 'Jagten' løber af stablen, og årets kulturhistoriske skattejagt er spundet over fortællingerne om æblets betydning gennem tiden.

I 'Jagten på de forsvundne æbler' iscenesættes æblet gennem historien, der er beboet af personer, figurer og væsener fra fortiden.

Deltagerne føres fra jægerstenalderen til Paradisets Have og Adam og Eva. Man møder græske helte, fortryllende halvgudinder - og nordiske guder.

Her er Odin og de gamle nordiske guder begyndt at ældes. De har brug for hjælp til at finde ud af hvorfor - og hvor er gudinden Ydun og hendes gyldne æbler?

Bliv Wilhelm Tell

Man kan også smage heksens forgiftede æbler, få en sludder med Isaac Newton om tyngdekraften og deltage i Wilhelm Tells berømte udfordring som bueskytte.

Som deltager kan man frit vælge rækkefølgen af opgaveposter.

For de 6-9-årige

Jagten er for de 6-9-årige. Billetter til 60 kroner kan købes på www.oplevrudersdal.dk.

Deltagerne bliver lukket ind i hold - kl.16.30, kl.16.45 og kl. 17. Man vælger starttidspunkt, når man køber billet.

Husk praktisk tøj - det foregår udendørs, opfordrer Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.

Man kan tage madpakke med eller købe mad i Spiseriet. Større grupper kan forudbestille sandwich på 4088 8252 til 50 kr. stykket senest dagen før arrangement.

'Jagten på de forsvundne æbler' er et samarbejde mellem Gl. Holtegaard, foreningerne Rudersdal BevægelsesAkademi, Rollespilsakademiet, Teatermejeriet og Lyngby Bueskyttelaug og Rudersdal Kommune, Kultur.

jesl

Publiceret 09 June 2019 10:00

SENESTE TV