Mette Langkjær og Christine Strømme Andersen er frivillige instruktører på kurset. De har begge gennemgået en særlig uddannelse i konceptet. Pressefoto

Mette Langkjær og Christine Strømme Andersen er frivillige instruktører på kurset. De har begge gennemgået en særlig uddannelse i konceptet. Pressefoto

Nyt selvhjælpskursus skal hjælpe pårørende til syge i Rudersdal

Frivilligcenter Rudersdal tilbyder ny gratis kursusrække fra august

Er man presset i hverdagen og har brug for hjælp til at håndtere situationen som pårørende til en langtidssyg? Så er der hjælp at hente i en ny gratis kursusrække, som Frivilligcenter Rudersdal sætter i værk.

Kursusrækken giver redskaber til at tackle de udfordringer, som mange pårørende oplever.

Mere end 750.000 er pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer i Danmark, og mange pårørende er udfordret af rollen. Næsten hver anden pårørende føler sig deprimeret. Hver tredje føler sig stresset og en af fem oplever ligefrem at de er blevet langvarigt syge på grund af deres situation.

Kurset 'Lær at tackle' (hverdagen som pårørende) skal være med til at forebygge, at pårørende udvikler stress, depression eller mistrivsel.

Selvhjælpsgruppe

På kurset mødes pårørende og får inspiration og redskaber til at tackle udfordringer som for eksempel manglende overskud, dårlig samvittighed, træthed og søvnbesvær eller følelsen af isolation.

Kurset fokuserer på, hvordan man som pårørende fortsat kan trives, selvom en nær ven, forælder, søskende, partner eller ægtefælle er langvarigt syg.

"Mennesker er faktisk rigtigt gode til at hjælpe mennesker gennem svære livssituationer. Det er baggrunden for, at Frivilligcentret i år vil satse særligt på at sætte nye selvhjælpsgrupper i gang, og jeg er så glad for at vi har fået to stærke frivillige instruktører, som vil bruge deres egen erfaringer på at styre pårørendegruppen igennem forløbet," siger centerleder Lisbeth Eckhardt-Hansen i en pressemeddelelse fra Frivilligcenter Rudersdal.

Frivillige instruktører

Mette Langkjær og Christine Strømme Andersen er frivillige instruktører på kurset. De har begge gennemgået en særlig uddannelse i konceptet, som er udviklet på Stanford Universitetet og gennemføres med gode erfaringer i Danmark og 29 andre lande.

De har også begge erfaringer med at være pårørende. Derfor ved de, hvordan det føles, når sygdom vender op og ned på ens hverdag.

"Jeg meldte mig som frivillig instruktør, fordi jeg selv havde brug for at arbejde med alle de udfordringer, der er forbundet med at ens allernærmeste har en livstruende sygdom. Konceptet her har givet mig redskaber til at få bedre styr på hverdagen, og jeg glæder mig til at bruge erfaringerne til at hjælpe andre pårørende med lignende udfordringer," siger Mette Langkjær i pressemeddelelsen.

Forløbet er praktisk orienteret og veksler mellem oplæg fra instruktørerne, øvelser og erfaringsudveksling. På kurset er der bl.a. introduktion af teknikker til at få ro og pusterum i en presset hverdag. Undervejs afprøver kursisterne en række selvhjælpsværktøjer.

Emnerne på kurset er alt fra håndtering af stress, træthed og søvn og vanskelige følelser til at sætte sig mål, træffe beslutninger og løse problemer.

Info og tilmelding

Gruppen starter til august og mødes i to-en-halv time syv uger i træk. Man kan høre mere og tilmelde sig hos Frivilligcenter Rudersdal på info@frivilligcentret.dk eller telefon 4589 0056.

jesl

Publiceret 22 June 2019 11:00

SENESTE TV