Det allernyeste inden for dansk keramik er også repræsenteret på udstillingen, der er kurateret af Carsten Bagge Laustsen i samarbejde med arkitekt Martin Christiansen og museumsleder Benedicte Bojesen. Foto: Pernille Borenhoff

Det allernyeste inden for dansk keramik er også repræsenteret på udstillingen, der er kurateret af Carsten Bagge Laustsen i samarbejde med arkitekt Martin Christiansen og museumsleder Benedicte Bojesen. Foto: Pernille Borenhoff

Ny udstilling: 100 års keramik på Sophienholm

Carsten Bagge Laustsens samling på godt 200 keramiske værker er grundstammen i sommerens udstilling på Sophienholm

Af
Pernille Borenhoff

At keramik er mange ting viser Sophienholms sommerudstilling '100 års dansk keramik' med al tydelighed.

Her præsenteres omkring 500 vidt forskellige emner: fade, krukker, skåle, figurer. Store eller bittesmå. Flere er brændt hårdt. Nogle er ensfarvede, mens andre er farverige. Nogle stramme og stilistiske i deres udtryk, mens andre igen er rigt dekorerede. Flere af værkerne er skabt af store og velkendte kunstnere som Salto, Jais Nielsen og Gertrud Vasegaard, mens andre er udført af keramikere, der ikke er kendt i den brede offentlighed.

I alt er 120 keramikere repræsenteret på udstillingen, der er kurateret af Carsten Bagge Laustsen, der selv er en passioneret keramiksamler. Cirka halvdelen af de udstillede værker er hans egne. Resten stammer fra andre private samlere, museer og kunstnerne selv.

Carsten Bagge Laustsens interesse for keramik startede allerede, da han gik i gymnasiet i Struer.

"Her var der en kunsthandel 'Hans og Grete', hvor jeg trykkede næsen flad mod ruden, når jeg gik hjem fra gymnasiet. Det var som en magnet," siger Carsten, der efter gymnasiet blev uddannet cand.scient. og i dag er lektor i Statskundskab på Aarhus universitet, hvor han forsker i terrorisme og politisk vold.

"Det er dejligt at have en interesse, der er noget helt andet end mit fag. Men jeg bruger til tider min kunstinteresse i undervisningen. Blandt andet den politiske kunst," siger Carsten, der også har skrevet flere bøger om både kunst og film.

"Når man beskriver kunst, så udvikler man sit sprog, og det er både stimulerende og sjovt," siger han.

Gode fund

Som helt ung begyndte han at købe keramik hos kunstnerne selv og på loppemarkeder. Og dengang var det ifølge ham lettere at gøre et godt køb.

"I dag er der mange, der samler på keramik og ved meget om det. Også fordi man i dag kan læse så meget på nettet. Så chancen for, at man finder en meget dyr ting i en skrammelkasse, er ikke så stor længere," siger han.

Men gode fund finder han alligevel ind i mellem. Og mens dette interview finder sted, ankommer en yngre mand til Sophienholm for at aflevere en vase skabt af den danske kunstner Jais Nielsen. Han havde fået den med i et dødsbo og sat den til salg i Den Blå Avis.

"Jeg samler på Jais Nielsen, så jeg slog selvfølgelig til, da jeg så den sat til salg," siger Carsten.

En del af udstillingen har tidligere været vist på Det Danske Hus i Paris. Og udstillingen vises efterfølgende på Skovgaard Museet i Viborg og Det Ny Kastet i Thisted.

"Jeg har bygget udstillingen om omkring syv kapitler. Og her egner Sophienholms mange rum sig fantastisk godt. De andre steder, bliver udstillingen ikke helt så stor," siger han.

En usnobbet udstilling

Keramikerne på udstillingen har ifølge Carsten Bagge Laustsen alle en kvalitet, der gør dem berettiget til at være en del af den danske keramik-kanon. Men mange af dem har aldrig tidligere været vist på en større udstilling.

"Udstillingen viser både store og kostbare værker, men også ting, der har stået i mange hjem, og som er en del af danske design tradition. Jeg synes, at det er en meget usnobbet udstilling, der inviterer folk ind. Dels er der et stort element af genkendelse, og dels kan man lære mere om keramik på udstillingen. Det er også en ret pædagogisk udstilling," siger han.

Mange mennesker går jo på loppemarkeder og for dem, mener han, at det er spændende at se og lære mere om kunstnerne bag værkerne, hvorfor der også er skabt plancher, der fortæller om keramikerne.

I forbindelse med udstillingen er der offentlige omvisninger 28. juli og 25. august.

    FAKTA

  • Hvad: 100 års danske keramik
  • Hvor: Sophienholm
  • Hvornår: 9. juli-8. september
  • Åbent: tir.-søn. kl. 11-17. tor. kl. 11-19.

Publiceret 17 July 2019 10:00