Forud for hvert kommunalbestyrelsesmøde sørger elever fra musikskolen for en musikalsk optakt med fællessang. Pressefoto

Forud for hvert kommunalbestyrelsesmøde sørger elever fra musikskolen for en musikalsk optakt med fællessang. Pressefoto

Musikskolen sørger for sang på rådhuset

En gang om måneden spiller elever fra musikskolen op, når kommunalbestyrelsen samles til debat

Sammen med tidligere borgmester Erik Fabrin startede Michael Møller denne ordning for otte år siden, da en ældre akkompagnatør gik på pension og musikskolen tog over.

I dag går tjansen derfor på tur, så det hver måned er et nyt instrument eller ensemble, der akkompagnerer politikernes fællessang forud for kommunalbestyrelsesmødet.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Michael Møller forbereder fællessangen i samarbejde med musikskolens lærere. Han står for valg af sange, elever og tonearter til hvert af de ordinære møder i kommunalbestyrelsen. Og ifølge borgmester, Jens Ive (V) giver sang og musik et afbræk og udgør samtidig optakten til det forestående møde.

"Det er en tydelig markering af et skift fra hverdagens gøremål, der er samlende, og som skaber fokus, og så er det er en fornøjelse at opleve eksempelvis fire fagotter spille 'Spurven sidder stum bag kvist'," forklarer Jens Ive.

God øvelse for eleverne

Ifølge Michael Møller kræver sangvalget omtanke, idet man ikke kan synge hvad som helst. Ud over at sangene skal være uden politisk og religiøs herkomst, skal de være sangbare. Han lægger vægt på alsidighed, lige fra oplagte sange fra vores sangskat til nyere sange af f. eks. Benny Andersen og Kim Larsen, samt sange fra danske revyer og film.

Han fremhæver, at ordningen er en super god øvelse for eleverne. Det er nemlig noget andet at akkompagnere end at spille koncert.

En akkompagnatør skal i høj grad tilpasse sig og samarbejde om musikken – insisterer sangerne på at synge hurtigere end planlagt, må musikerne bare følge med.

Omvendt skal musikerne også kunne vise vejen, hvis sangen bliver tøvende. Det kræver med andre ord et særligt nærvær i situationen. Hertil kommer at eleverne får en fin indsigt i rammen for det lokalpolitiske arbejde.

adk

Publiceret 21 July 2019 09:00