Emil Erichsen mod fjerne kyster og guldalderen i Birkerød

DOF Birkerød Fritidsskole har programmet klar for efteråret

Kultur Guldalderen får speciel opmærksomhed, idet den indgår i et par af sæsonens overskrifter i DOF Birkerød Fritidsskole. Der er omvisning i udstillingen 'Dansk Guldalder' på Statens Museum for Kunst 27. august.

Her kan man opleve den største udstilling om guldalderen i Danmark nogensinde. Udstillingen viser over 200 malerier fra en af de meste elskede perioder i dansk malerkunst.

Kunst får også opmærksomhed med foredrag 17. september med overskriften "van Gogh - Lidenskab og kunst". Her kan man høre om hans liv og kunst til hans alt for tidlige død og i det hele taget om de mange myter, der er om hans korte liv.

Guldalderen som tema dukker op igen i foredragsrækken med overskriften: 'Opera for alle', hvor Henrik Engelbrecht, der er operaekspert og musikformidler over tre foredrag sætter fokus på operaens verden, hvoraf det ene har overskriften: 'Opera i guldalderens København'.

Rækken slutter med at komme med H.C. Andersen i operaen. Datoerne for de tre foredrag er 18. september, 29. oktober og 13. november.

Lidt senere på efteråret byder programmet på en helt anden verden, når Emil Erichsen fortæller om de mange oplevelser og erfaringer, han har gjort på rejserne rundt i verden med 'Havana'. De fleste kender ham sikkert fra hans medvirken i 'Kurs mod fjerne kyster'. Nu kan man så opleve ham i Birkerød med i et underholdende og eksotisk foredrag onsdag 20. november.

Læs mere om aktiviteterne på www.fritidsskoler.dk, hvor man også kan tilmelde sig.

CV

Publiceret 16 August 2019 08:00