Mød Danmarks succesfulde filmkomponist

Rudersdal Sommerkoncerter byder på dansk filmkomponist og polsk trio på Vedbæk Station

Musik Årets danske festivalkomponist, Nicklas Schmidt, tog som helt ung turen direkte fra Kolding Musikskole til konservatoriet i Skt. Petersborg, hvor han som den eneste dansker har gennemført uddannelsen som komponist. Ud over at skrive orkester- og kammermusik beskæftiger han sig meget med filmmusik, hvilket i 2017 indbragte ham Carl Prisen for musikken til "Flaskepost fra P". I øjeblikket er han aktuel med musikken til "Unge Astrid". Denne historie og rejsefortæller han om 21. august i Birkerød Sognegård.

"Fra Polen kommer en trio med den usædvanlige, men velklingende besætning klarinet, horn og klaver. Pianisten Joanna Domanska, klarinettisten Roman Widaszek og hornisten Tadeusz Tomaszewski har sammensat et dansk-polsk program med både ny og gammel, kendt og ukendt musik. Blandt de kendte er vores egen Carl Nielsen og hans jævnaldrende polske kollega, Karol Szymanowski," skiver Rudersdal Sommerkoncerter i en pressemeddelelse. Koncerten findre sted 22. august på Vedbæk Station.

Velklang i Søllerød Kirke

25. august spiller organisten Bine Bryndorf og trompetisten Klaus Bjørn Olsen et overvejende dansk program i Søllerød Kirke. I centrum står Carl Nielsens sidste store komposition, det berømte orgelværk Commotio, samt en Vocalise, som han skrev med inspiration fra Ravel.

Endelig kan du opleve den norske pianist Pål Eide, der henrykkede publikum sidste år, hvor han sprang ind med kort varsel. Nu er han tilbage i selskab med violinisten Aleksander Kølbel, der spiller i DR Symfoniorkestret. Koncerten finder sted 27. august i Holte Sognegård.

Billetter sælges via Ticketmaster.

Publiceret 18 August 2019 11:00