isara - stock.adobe.com

Kom som du er: Novellelæseklub på Birkerød bibliotek

En læseklub uden forberedelse, kan man det? Ja, det kan man på Hovedbiblioteket Birkerød. Her læser man hver mandag litteratur i lille format for at give plads til samtaler om alt det store i livet.

Læs Der er højt til loftet i biblioteksbygningen i Birkerød. Det er der også i bibliotekets novellelæseklub, der begyndte en ny sæsoni denne uge. Her er der både plads til umiddelbare indfald, filosofiske betragtninger og anekdoter fra deltagerne.

"Vi vælger bevidst kortere tekstformater, mest noveller og romanuddrag, så vi kan læse sammen live og høre hinandens reaktioner undervejs. Alle kan byde ind, og man behøver ikke være en øvet læser for at deltage," fortæller litteraturformidler og bibliotekar Anette Brinkløb Liebmann i en pressemeddelelse.

Hun er ligesom læseklubbens to øvrige tovholdere uddannet i metoden guidet fælleslæsning. Det er en særlig læseform, som er udviklet af The Reader Organization i England med det erklærede formål at skabe fællesskaber på tværs af alder, baggrund mv. gennem stærke litteraturoplevelser.

I modsætning til en almindelig romanlæsekreds skal man ikke forberede sig til novellelæseklubben. Man skal blot møde op og lytte med. Alle får teksten udleveret og kan følge med i den, mens litteraturformidleren læser, eller man kan lukke øjnene og bare lytte.

"Litteratur har en forunderlig evne til at vække refleksioner og minder hos den, der lytter," fortæller formidler Cæcilie Helmer Madsen, der også læser op i klubben. Det kan være beskrivelsen af et landskab, en særlig duft eller et karaktertræk, der pludselig kalder klare erindringer frem i os. Det er altid interessant at se, hvad teksterne sætter i gang hos deltagerne.

De tre litteraturformidlere håber, at både unge, voksne og ældre har lyst til at komme og opleve stemningen i novellelæseklubben:

"Selvom vi kan have vidt forskellige associationer til det, vi læser, så ender samtalerne altid med at give en særlig form for samhørighed mellem os. Litteratur kan bare noget særligt på den måde," konstaterer formidler Janette Flatman, der har læst højt i læseklubben siden 2018./sig

Hvad: En åben læseklub, der er åben for alle.

Hvornår: Hver mandag kl. 10-11

Hvor: Lokale 1 lige til venstre for trappen op til bibliotekets hovedindgang.

Tilmelding: Ingen tilmelding nødvendig, og det er gratis at deltage. Der serveres kaffe og te og lidt sødt.

Publiceret 01 September 2019 07:00