19-årige Caroline Flyvenring Andersen er konditorelev på Kurhotel Skodsborg, og hun vandt i lørdags DM i Skills for konditorer. Her et foto fra det lokale køkken på Kurhotel Skodsborg.
19-årige Caroline Flyvenring Andersen er konditorelev på Kurhotel Skodsborg, og hun vandt i lørdags DM i Skills for konditorer. Her et foto fra det lokale køkken på Kurhotel Skodsborg.
Foto: Kurhotel Skodsborg
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kurhotellets konditorelev vandt DM i Skills

I lørdags vandt Caroline Flyvenring Andersen DM i Skills og er samtidig blevet tilbudt en plads på konditorlandsholdet

“Jeg har jo set, hvordan svendene her på Kurhotel Skodsborg deltager i forskellige konkurrencer, og jeg synes, at det lyder rigtig spændende, så derfor ville jeg gerne prøve,” fortæller Caroline Flyvenring Andersen om sin bevæggrund for at deltage ved DM i Skills.

Men det blev dog til meget mere end konkurrencedeltagelse for den 19-årige konditorelev fra Kurhotel Skodsborg. Lørdag stod hun nemlig med trofæet og beviset på, at hun havde sikret sig sejren for konditorer ved DM i Skills, der er det store, årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne.

Svendeprøven venter

Caroline Flyvenring Andersen er blot 19 år gammel, og hun har aldrig deltaget i en konkurrence før. Hun var i erhvervspraktik som konditor i folkeskolen, og fik her smag for det søde håndværksfag.

De seneste to år har hun tilbragt som lærling på Kurhotel Skodsborg, og i takt med weekendens sejr er hun nu blevet tilbudt både en plads på konditorlandsholdet samt kokkelandsholdet.

“Det er en stor anerkendelse at få, at jeg ligefrem kan vælge mellem de to landshold. Jeg ved dog ikke endnu, om jeg siger ja, for det kommer til at kræve rigtig meget tid,” fortæller Caroline Flyvenring Andersen.

Hun har da også en del at tænke på i øjeblikket. 19. april venter svendeprøven og dermed afslutningen på hendes læretid.

Hård konkurrence

Selvtilliden burde dog være i top efter weekenden, og i hvert fald har den unge konditorelev sikret sig en masse erfaring.

Opgaven til DM i Skills bød nemlig på hele syv forskellige discipliner i form af en dessertanretning, petit fours, et 'chokoladeblikfang', fyldte chokolader, en karamelopsats, en moussekage samt marcipanfigurerer. En opgave Caroline altså klarede til UG.

“Jeg vidste ikke, hvordan de andre ville klare sig, for jeg har udelukkende trænet alene her i Skodsborg, imens de andre deltagere har trænet på vores skole. Men jeg har jo bare gjort mit bedste, og så lykkedes det heldigvis. Det er jeg meget glad for,” fortæller Caroline Flyvenring Andersen.

Publiceret: 25. Januar 2018 11:42

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

Bøger
Forsiden netop nu