DEBAT:

Sandheden om Venstre

Af Line Bystrup, Kuben 26, 2840 Holte

På side fire i den meget store pjece Venstre smed i vores postkasse under valgkampen står der:
”Venstre sætter borgerdialogen højt og vil fortsat lytte og inddrage borgerne, inden væsentlige beslutninger træffes”.
Det lyder flot, men er desværre ikke sandt. Små to uger efter valget har Venstre allerede glemt deres egne ord.
Onsdag den 6. december behandlede Økonomiudvalget en lukket sag om salget af Skovlyskolens røde atletikbaner.
I forberedelse af sagen havde forvaltningen nedsat et kontaktudvalg bestående af grundejerforeninger og institutioner omkring grunden. Et enigt kontaktudvalg ønsker, at udbuddet begrænser byggeriets højde til én etage.
Alligevel vil udbuddet tillade at op til 40 % af byggeriet kan opføres i to etager. Det har Økonomiudvalget bestemt.
Udvalget har ni medlemmer. De fire af dem – Kristine Thrane (S), Kenneth Birkholm (Kons.), Court Møller (Rad. Venstre) og Axel Bredsdorff (Lokalisten) – stod i foråret pÅ børnenes røde baner og lovede at ville lytte til borgerne. Jeg kan derfor ikke forestille mig, at de har stemt for byggeri i to etager (men da sagen er kørt lukket, kan jeg heller ikke tjekke det).
Det efterlader Venstre med fire medlemmer og Dansk Folkeparti, der sidder på den sidste plads i udvalget. I alt fem medlemmer – nok til et flertal mod borgernes ønske.
Så sandheden om Venstre er, at du faktisk ikke ved, hvor du har dem. De gør hvad der passer dem, uanset hvad borgerne ønsker. Og uanset hvad de sagde til dig valgkampen.

Publiceret 13 December 2017 11:00

SENESTE TV