DEBAT: Bedre børnenormering - men det er ikke nok

Af Keld Stattau, Biskop Svanes Vej 66D,st, 3460 Birkerød, på Lokallistens vegne

I sidste uge besluttede Børne- og Skoleudvalget iflg. Rudersdal Avis at overflytte 2.4 mio fra en ubrugt pulje penge til at forbedre normeringerne med i vores børneinstitutioner. Om pengene primært var målrettet til at øge graden af uddannet personale eller til generelt at øge antal af voksne omkring børnene, var ikke helt til at blive klog på.

Flere penge til børneområdet er selvfølgelig en god nyhed. 2.4 mio kroner er jo også penge, men i forhold til de 30 mio der var tale om i efterårets valgkamp, og som var den sum, der skulle til for at bringe normeringerne i Rudersdal op på et antageligt niveau for børnene - så er de 2.4 mio imidlertid kun et lille skridt på vejen.

Uanset hvor mange kvalitetsrapporter, sprogmålinger, opfølgningssamtaler, m.m., der gennemføres - og dem er der virkelig mange af - så er antallet af pædagoger (uddannede som ikke-uddannede) omkring børnene et parameter, der bør være langt mere politisk fokus på.

Derfor er det nu, at alle de politiske partier fra højre til venstre i kommunalbestyrelsen, som i efterårets valgkamp stod i kø for at love bedre normeringsvilkår i institutionerne, skal på banen og arbejde for at få de normeringer løftet, så det virkelig kan mærkes.

Gå nu sammen om at indfri dette løfte - og det uanset hvor håbløs den kommende budgetsituation ser ud til at blive på nuværende tidspunkt. Er der vilje, så vil der også være en vej. Det er nu der skal rykkes.

Publiceret 25 June 2018 16:00

SENESTE TV