DEBAT: Skal dit barn påvirkes af islam?

Af Ditlev Otte-Trojel, folketingskandidat for Nye Borgerlige i Nordsjælland

En skole i Rudersdal Kommune har fået en ny medarbejder, som er iført den islamiske beklædning chador. Er det en fremtid og en påvirkning, du selv ønsker for dine børn og børnebørn? Jeg siger nej tak.

Som det er gået op for de fleste, er islam nemlig ikke blot en religion, men også en politisk ideologi, der vurderer mennesker på deres religion, seksualitet og køn, således at eksempelvis vantro, homoseksuelle og kvinder er mindre værd end andre. Dette er i direkte opposition til vores verdslige, frie og demokratiske samfund. og jeg finder det derfor forkasteligt, en islamisk klædt kvinde skal have mulighed for at påvirke vores børn.

Folkeskolen skal medvirke til den demokratiske dannelse af vores børn, der blandt andet skal lære, at alle i Danmark er lige uanset deres religion, køn og seksualitet. En forudsætning for dette er, at de offentligt ansatte, der arbejder med vores børn, fremstår religiøst og politisk neutrale. En kvinde iført chador er ikke neutral, men markerer med sin påklædning meget tydeligt sine politiske og ideologiske holdninger over for vores børn.

Dette handler derfor ikke om retten til at klæde sig, som man vil. Det handler om børns ret til at vokse op uden religiøs, politisk eller ideologisk påvirkning.

Dette er naturligvis kun begyndelsen på en glidebane, der langsomt men sikkert vil føre til mere islamisk påvirkning i vores samfund og offentlige institutioner. Jeg vil derfor bede læserne og politikerne overveje følgende: ville du bryde dig om, at en kvinde i chador arbejdede med dine børn? Skal dit barn påvirkes af islam?

Publiceret 05 July 2018 09:00

SENESTE TV