DEBAT: Ja, Rudersdal er en fattig kommune!

Af Kenneth Birkholm, kommunalbestyrelsesmedlemDet Konservative Folkeparti

”Er Rudersdal blevet en fattig kommune?” spørger Søren Klebak (medlem af bestyrelsen for Alternativet) i Rudersdal Avis. Det triste svar på spørgsmålet er et stort og rungende JA. Målt på likviditet er Rudersdal Kommune blandt landets allerfattigste kommuner.

Årsagen hertil skyldes ikke at borgerne i Rudersdal også er fattige. Ej heller - som Søren Klebak hævder - at borgerne i Rudersdal betaler landets laveste skat. Faktisk er borgerne i Rudersdal - målt i faktiske tal - blandt de borgere der betaler allermest i skat til deres kommune. En borger i Rudersdal skal i 2019 betale DKK 83.960 direkte til kommunen. Det betyder at en husstand med to voksne og tre børn næste år skal betale DKK 420.000 til kommunen.

Men inden disse penge når kommunekassen forsvinder hele 31%. Præcis DKK 25.739 pr. borger sendes direkte ud af kommunen som et resultat af udligningsordningen. Der SKAL være en udligningsordning og de brede skuldre i Rudersdal kan og skal bære et tungere læs end eksempelvis borgerne i Ishøj Kommune (hvor skatteindtægterne pr. borger er under halvdelen af Rudersdal). Men borgerne i Rudersdal betaler i dag rigtig mange penge til kommuner der både har en højere kassebeholdning og et højere serviceniveau end i Rudersdal.

Sidste år havde Københavns kommune et overskud på DKK 2 milliarder hvilket efterlod hovedstaden med en kassebeholdning på mere end DKK 8 milliarder. Rudersdal betaler hvert år en kvart milliard direkte til København. Dette er kun en af mange åbenlyse urimeligheder og skævheder med den nuværende udligningsordning.

Blandt andet herfor står vi i Det Konservative Folkeparti ikke i køen med partier der ønsker at hæve skatten i Rudersdal. Enhver skattestigning vil sende endnu flere penge fra Rudersdal til kommuner der i højere grad burde klare sig selv. Vi lokalpolitikere skylder borgerne i Rudersdal at vi kæmper for deres penge.

Publiceret 11 September 2018 22:00

SENESTE TV