DEBAT: Rudersdals børn er vores alles ansvar - også når det gør ondt på pengepungen

Af Signe Meyer, Skovgårdsparken 27 2 th, 3460 Birkerød

Vi lever i en neoliberal tid. Om det handler om uddannelse, jobs, livsstil, sygdom eller overlevelse, så lyder mantraet, at ethvert individ selv kan træffe rationelle valg.

Nogle af de største ofre for denne liberalistiske tænkning er de børn, hvor det at have en cykel og blive hentet og bragt fra legeaftaler samt gå til sportsaktiviteter ikke er en mulighed i deres hverdag.

I mit boligområde i Birkerød oplever jeg især, hvordan søde drenge, jeg har kendt igennem mange år, finder fællesskaber i hinanden og generelt er sammen om den hårde attitude.

Psykologien og sociologen har lært os, at børn såvel som voksne har brug for anerkendelse og det at tilhøre et fællesskab. Det er derfor ikke mærkeligt, at disse drenge finder sammen, da de ligesom alle andre mennesker har brug for et rum, hvor de bliver anerkendt og værdsat.

Derfor finder jeg at det er alfomega, at der fra politiske side bliver skabt fokus på de områder, hvor børn af forskellige årsager ikke er inkluderet i det store fællesskab.

I den sammenhæng undrer det mig at en rig kommune som Rudersdal ikke vil bruge flere penge på daginstitutionerne og skolerne i Rudersdal. Det foreliggende budgetforslag skærer mest ned på børne- og skoleområdet, 43,5 mio.kr. Det vil i den grad gå ud over vores børn, pædagoger og lærere.

Er rationalet om, at enhver er sig selv nærmeste, virkelig så fremherskende, at vi som kommune finder det mere afgørende at opretholde landets laveste skatteprocent end at sætte penge af til børnene?

Taberne bliver måske ikke dine eller dine naboers børn, men jeg kan forsikre dig om, at jeg kender de børn, der lider under netop denne liberale tænkning!

Vi er den næstrigeste kommune, hvorfor er det så, at vi ikke kan tilbyde de bedste rammer til vores børn?

Publiceret 17 September 2018 21:00

SENESTE TV