DEBAT: Budget-fornuft

Af Jesper Winther Andersen, Høsterkøb Byvej 8, 2970 Hørsholm

I en glimrende artikel her i avisen har vi kunnet læse de enkelte partiers ønsker til budgettet. Der er mange fornuftige ting på ønskesedlerne, men der er også en række gamle travere, som nærmest pr. automatik smides i posen.

Et tilfældigt nedslag: Liberal Alliance ønsker som tidligere, at Vedbækfundene bliver, hvor Vedbækfundene er. Og det er ikke i Vedbæk. Derfor ønsker partiet, at ”825.000 kroner der er afsat til projekt Vedbækfundene tilbage til Vedbæk tilbageføres og lægges i kassen”. Til gengæld vil Liberal Alliance bruge de sparede penge på en række andre ting, herunder blandt andet - som det formuleres – ”Understøttelse af det lokale erhvervsliv”.

Tillad et tankeeksperiment: Kommunen stiller en skotøjsæske op, hvori der ligger kontanter. Oven på æsken er placeret en seddel, hvor der står, at kommunens borgere og andre kan forsyne sig med penge, hvis de blot lover at bruge pengene på at handle lokalt.

Sådan en fremgangsmåde er foruden at være hul i hovedet heldigvis også ulovlig. Men kommuner kan støtte erhvervslivet på andre og legale måder, der til og med vidner om tilløb til begavelse.

En måde kunne være at flytte Vedbækfundene til Vedbæk. Dels er der den kulturelle, geografiske og logiske baggrund, som berettiger øvelsen. Men som sidegevinst er, at et øget antal gæster i Vedbæk vil støtte det lokale erhvervsliv. Håndværkere ville få opgaver i forbindelse med flytning og løbende service, og gæster i Vedbæk vil lægge gode penge i Vedbæks forretninger. Vedbæk kan blive et udflugtsmål, og mange vil nok slå et slag omkring den dejlige havn og nyde den og måske også nyde en kop kaffe eller et måltid mad. Symbiosen er linet op. Vi taler om en win/win. Det kaldes budget-fornuft.

Publiceret 26 September 2018 22:00

SENESTE TV