Debat: Opråb returneres - til ministeriet

Randi Mondorf (V), formand for erhvervsudvalget i Rudersdal Kommune

Rudersdal kommune gør det rigtig godt, når det handler om at få ledige i job. Det har beskæftigelsesministeriets egen undersøgelse netop slået fast. Her ligger Rudersdal nr. 27 ud af 98 kommuner.

Samtidig har beksæftigelsesminister Troels Lund Poulsen været ude med et opråb til kommuner om at kigge kreativt og kritisk på hvorfor omkostninger til beskæftigelse stiger. OG i samme periode har bl.a. Rudersdal fået en skriftlig reprimande for ikke helt at leve op til de proceskrav, som i en lind strøm kommer fra samme ministerium.

Proceskrav er eksempelvis krav til afholdelse og tidspunkter for samtaler med de ledige. Det er høj grad mængden af proceskrav, som er med til at øge omkostningerne til beskæftigelsesområdet. Tillader vi os at forholde os kritisk til, om det giver mening for borgeren at afholde den samtale nu? Så falder der straks en skriftlig reprimande fra ministeren.

Jeg bliver bare nødt til at understrege, at proceskrav koster. Det kræver mange medarbejdertimer at afholde samtaler og foretage undersøgelser. Naturligvis skal vi overholde loven og give de ledige den støtte, de kan få glæde af og som kan få dem i job. Men vi må også fastholde frihed til at vurdere, hvornår det giver mening og fører til resultater. Ellers er det kun omkostningsdrivende.

Eksempelvis kan en ledig være i et sygdomsbehandlingsforløb, hvor en samtale om næste skridt ikke giver mening før det er overstået. Det kan være en ledig, der venter på et resultat af en undersøgelse, hvor samtalen heller ikke giver mening. Men kravet er, at de skal afholdes.

Vi har også en meget stor gruppe, veluddannede ledige, som bedst selv klarer at komme videre i job indenfor nogle måneder. Samtaler giver ikke nødvendigvis et hurtigere og bedre resultat for dem.

Så hvis vi taler om at kigge kreativt og kritisk på vores omkostninger på beskæftigelsesområdet, - hvis det handler om at reducere bureaukrati, - så bliver vi nødt til at have flere frihedsgrader. Så må vi have frihed til at vurdere hvornår og i hvilken sammenhæng, det giver mening at afholde samtaler.

Og så må det vigtigste være at se på resultaterne, kommer de ledige i job ? Og ja, det gør de.

Publiceret 07 November 2018 14:00

SENESTE TV