Debat: Den bedste start på livet

Jacob Netteberg, Folketingskandidat for Radikale Venstre, Nordsjælland

Vores børn fortjener en god start på livet.

De første 1.000 dage i et barns liv er de vigtigste overhovedet for barnets udvikling. Ved at investere massivt i børns første 1.000 dage, kan vi hjælpe barnet i en god retning. Det sætter aftryk resten af livet. Derfor er det vigtigt for os i Radikale Venstre, at alle børn kommer godt fra start. Men hvad skal der være mere eller mindre af, hvis vi skal give vores børn det bedste børneliv? For mig er det gode børneliv først og fremmest uden fattigdom og fuldt af muligheder.

Derfor er det for mig helt afgørende, at vi får mere pædagogisk leg og læring - og det kræver faglig omsorg. Men Radikale Venstre har ikke alle svarene. Derfor har jeg, og andre radikaleå de sidste mange uger været på gaden I både Birkerød og andre byer I Nordsjælland og talt med borgere jeg mødte. Jeg har talt med dem om hvordan vi giver vores børn den bedste start på livet.

Bl.a. spurgte jeg om de vidste hvor mange uddannede pædagoger der kræves til en børnehave. De fleste gættede på et sted mellem 50-80%. Svaret er: der er INTET krav!

Tænk engang, i et land hvor vi hverken kan bryste os af olie, guld eller andre naturressourcer end vores veluddannede ungdom og iderigdom, har vi ikke engang sat minimumsnormeringer på finansloven!

Heldigvis fik jeg masser af gode idéer og interessante holdninger om det gode børneliv med hjem. Gennemgående for de fleste svar var, at de kunne mærke effekten af medarbejdere og uddannet personale der havde tid. Tid til at bruge deres faglighed og deres pædagogiske uddannelse til det der var meningen - nemlig tid til at lade vores børn udfordre sig selv, og de sociale konstruktioner de skulle indgå i. Flere gav udtryk for at pædagogerne skulle være der for børnenes skyld - ikke for systemet. De skulle bruge mindre tid på rapporteringer, møder og at håndtere stress og sygemeldinger. I stedet skulle de have lov til at bruge tid på børnene.

Jeg vil arbejde for, at alle børn er omgivet af dygtige voksne og nok af dem. Radikale Venstre ønsker at ansætte flere pædagoger i vuggestuen og børnehaven. Uddanne dagplejere. Gøre pædagoguddannelsen endnu bedre. Og i stedet for at tvinge nogle familier til at aflever deres børn I institutioner mod deres vilje (som ellers er en del af ’Ghettopakken’) vil vi sørge for, at udsatte familier kan få støtte af en hjemmepædagog.

Vi vil styrke indsatsen i de første 1.000 dage. For hvis vi tør investere i et bedre børneliv, kan vi give mange flere af Nordsjællands børn en god start på livet.

Publiceret 15 November 2018 16:00

SENESTE TV