Debat: Bindende klimamål for Rudersdal Kommune

Jeppe Vejlby Brogård, næstformand i SF-Rudersdal

SF i Rudersdal har stor viden og rige erfaringer med klimapolitiske tiltag, som vil kunne give kommunen rygstød til at bekæmpe temperaturstigning. Vi har i nogle år holdt denne viden for os selv for at bruge den til at komme i Kommunalbestyrelsen. Derfra ville vi kunne drive forslag og forhandle klimapolitikken.

Den strategi er ganske åbenbart slået fejl, idet vi manglede ca. 300 stemmer i både 2013 og 2017. Derfor må vi nu overveje at tilbyde den siddende kommunalbestyrelse vores gode råd på andre måder.

Fra min tid i Kommunalbestyrelsen ved jeg, at Borgmesteren, forvaltningen og Kommunalbestyrelsen er verdensmestre i økonomi og budgetstyring. Det er nærliggende at foreslå, at denne ekspertise udvides til også at gælde klimapolitik.

Det er oplagt, at hvis Rudersdal lagde et klimabudget og holdt det på klimatiltag fra kommunen og for borgerne, så ville det både rykke lokalt og give genlyd i hele landet. Det kan lade sig gøre at udføre en effektiv klimapolitik. Vi har teknologierne.

Dette forslag stilles kvit og frit uden andre betingelser, end at det bliver brugt.

Publiceret 19 November 2018 09:00

SENESTE TV