002

002

Debat: Affaldssortering på vej

Court Møller (R), Formand for Miljø- og Teknikudvalget

I Rudersdal Avis 13. november kom Anja Røgind fra Vedbæk med et opråb: Hun vil i gang med at sortere affald. Det vil jeg også!

Heldigvis kan jeg glæde Anja med, at vi så sandelig også kommer til at affaldssortere inden for kort tid.

En enig kommunalbestyrelsen har for nogle måneder siden besluttet, at vi alle skal affaldssortere hjemme, hvor vi bor. Forinden har vi i Miljø- og Teknikudvalget behandlet sagen grundigt, idet der er mange forskellige måder, som man kan affaldssortere på. Som Anja Røgind gør opmærksom på, er det ikke nødvendig at tage på studieture for at få erfaringer. I Rudersdal tog udvalget heller ikke på studietur. Vi satte derimod en række pilotforsøg i gang i samarbejde med bl.a. Allerød og Hørsholm Kommuner.

Forsøgene er sket på i villakvarterer og områder med etageboliger.

Modellen bliver, at vi skal udsortere vores affald i 4 fraktioner: papir, glas, metal og plast. Ved siden af det har vi fortsat den resterende husholdningsaffald. Det er en model, som har været anvendt med stor succes i bl.a. Gentofte Kommune.

Jeg har mødt rigtig mange borgere, der ser frem til, at vi skal sortere vores affald derhjemme. Det gør jeg også! Det er naturligt for os at tænke på miljøet, så vi kan genbruge mest mulig.

I de seneste måneder har udbuddet af affaldsbiler været afholdt, og i de kommende måneder skal de særlige affaldsbiler bygges. Det betyder, at vi starter med sortering af affald i etageboliger fra 4. kvartal 2019, mens villaområderne kommer med fra 1. januar 2020 og i månederne herefter.

Jeg håber, at alt dette går efter planen. Det er nemlig min ambition, at vi også kommer i gang med at udsortere det våde husholdningsaffald: kartoffelskræller, madaffald mv., så der kan blive produceret biogas af det. Til endnu mere gavn for miljøet.

Publiceret 28 November 2018 09:00

SENESTE TV