Debat: SF-møde om EU holdt fokus på behov og løsninger

Jeppe Brogård, næstformand i SF i Rudersdal, Tornevangsvej 70, 3460 Birkerød

SF i Rudersdal arrangerede onsdag aften debatmøde om klima og kultur i EU med deltagelse af Europa-parlamentskandidat Troels Stru Schmidt og folketingskandidat Dorte Nørbo.

Kandidat til Europa-parlamentet, Troels Stru Schmidt, har boet i fem lande. Klimaforandringerne er nutid i Caribien, hvor bananplantagerne vælter oftere, dagtemperaturen for en arbejdsdag er steget fra 30 til 32 grader, og fiskeriet er halveret siden nullerne. Den forventede havstigning i 2030 vil fjerne øer og byer der.

Borgerkrigen i Syrien er også resultat af klimaforandringer. Den begyndte da de vigtige floder tørrede ud. Flygtninge derfra er altså i virkeligheden klimaflygtninge. Globalt venter FN at der bliver 250 millioner klimaflygtninge i 2050 på grund af tørke, krig eller andet. Det svarer til halvdelen af EUs befolkning.

Problemerne skal løses inden folk er nødt til at flygte. EUs udviklingsprogrammer i randområderne er allerede et godt redskab. Det kan også bruges på klimakrisen. Doughnut-økonomi hvor vækst standser, når økonomien er voksen ligesom træer eller mennesker, det er den grundlæggende forandring, der skal til. Mange økonomier er faktisk på vej dertil.

Kandidat til Folketinget, Dorte Nørbo, har skrevet speciale om EUs kulturpolitik. Kulturpolitikken skal skabe en fælles samhørighed af lande. Den skal bygge på landenes mangfoldighed. Og den skal styrke EUs legitimitet.

Historisk har kulturpolitikken udviklet sig fra at være flere mindre programmer til idag at være et mere samlet program. Det bruger EU ti milliarder kroner på om året. Kulturpolitikken går ikke ud på at skabe en Bruxelles-kultur, men kræver netop et lokalt udgangspunkt og samarbejde mellem mindst 3 lande, for at få støtte.

Støtten går til tværgående projekter mellem lande og sektorer. Det hjælper fx mange af de europæiske film, som vi ser. Problemet er, at støtten er strukturel. På den måde ser befolkningerne ikke, at det er EUs støtte, der muliggør projekterne.

Fællesskabsdannende europæisk kultur er melodi grand prix og fodbold. Privatiseringen af fodbold hæmmer dog udviklingen af samhørighed og gensidighed. EUs kulturpolitik er relevant på andre områder, for eksempel beskyttelsen af mindretal over hele EU. Katalanerne i Spanien er et eksempel.

Der var også tid til at diskutere kampagneformer for det to kandidater. Parlamentsvalget skal afholdes 26. maj 2019. Folketingsvalget skal afholdes senest 17. juni 2019.

Publiceret 06 December 2018 14:00

SENESTE TV