Debat: Pigegarde m/k: Som en mandefrokost med svigermødre

Jesper Winther Andersen, Høsterkøb Byvej 8, 2970 Hørsholm

Selv om det i dag hedder Vedbæk Garden, så er betegnelsen i manges bevidsthed stadig ”Vedbæk Pigegarde”. Garden er stiftet i 1958 af fabriksejer Johs. Nielsen, redaktør Helweg Møller fra "Søllerød Tidende" og depotejer Lars Christensen fra Tuborg og kunne i år således fejre 60-års fødselsdag.

Mon ikke man med en menneskealder på bagen kan frigøre sig fra nutidens modeluner fra feel-good segmentet og ligesom opnå konsensus omkring, at en pigegarde er en pigegarde, og at der i terminologien ”pige” ligger, at man er hunkøn, uagtet hvad de måtte mene på den anden side af Øresund og i visse politiske partier.

Det øjeblik, den omkringsiggribende ensretning også rammer kønnene, bliver der skruet på en hane, som lukker luften ud af en af de danske kvaliteter: Evnen til rummelighed og at se lidt lyst på tilværelsen og måske endda trække på smilebåndet.

Så bliver vi alvorstunge, og en pigegarde med drenge, som Radikale Venstre i Rudersdal nu vil have afstemning om, vil være som en mandefrokost med svigermødre. Den uhøviske tale, den rå og befriende latter og de nok for mange ekstra snapse kommer ikke på tale, men nøøøj hvor vi morer os. Jeg tror alvorlig talt, pigerne gerne vil have fred og være sig selv og have et frirum, og de drenge, der måtte blive tvunget ind i garden, ganske som jeg blev tvunget til at gå til dans, vil måske få en række øgenavne hæftet på sig, som jeg ikke vil divertere med her, men som i høj grad kan have rødder i den seksuelle mangfoldighed.

Radikale Venstre bruger bl.a. det argument, at når Tivoli-Garden kan optage begge køn, så kan Vedbæk Garden også. Javel, honnør for argumentet, men det er nu engang sådan, at Tivoli-Garden aldrig har været dedikeret et bestemt køn, mens Vedbæk Garden er grundlagt som og alle dage har optrådt som en pigegarde i folkemunde.

Lad os nu få lov at bevare traditionerne og bare en lille smule selvstændighed og særkende i stedet for ustandseligt at bekende os til krænkelseskulturen.

Publiceret 12 December 2018 14:00

SENESTE TV