Debat: Tak til de gavmilde borgere

Lene Schou, Forstander på Julemærkehjemmet Kildemose

Soroptimister fra Birkerød stod lørdag 1. december kl. 10-15 udenfor REMA 1000, Bistrupvej i Birkerød og udleverede ønskelister over ting vi på Julemærkehjemmet Kildemose havde ønsket os til brug i dagligdagen i vores hjælpearbejde med vores 24 børn.

Borgerne i Birkerød havde i den grad været i det gavmilde hjørne og havde i forbindelse med at de alligevel handlede i REMA 1000, lagt ekstra varer i indkøbsvognen, som de udenfor REMA 1000 videregav til Soroptimisterne International Birkerød.

Lørdag 1. december ved 16-tiden modtog børn og voksne på Julemærkehjemmet Kildemose rigtig mange gaver til brug i hverdagen. Der var både ting til brug for børnenes hygiejne, forskellige madvarer, samt lys og servietter. Rigtig mange forskellige ting og konserves, vi kan bruge i dagligdagen, hvor vi årligt hjælper ca. 120 børn med trivselsproblemer.

Nu kan vi for alvor jule på julemærkehjemmet!

Vi ønsker at sende en stor tak til alle de gavmilde borgere i Birkerød, REMA 1000, samt Soroptimisterne Birkerød, der har gjort dette indsamlingsarbejde muligt.

Publiceret 12 December 2018 09:00