Ärkivfoto: Finn Jørgensen

Ärkivfoto: Finn Jørgensen

Debat: En bred vifte af tilbud med plads til alle i den kollektive transport

Camilla Struckmann, kommunikationsdirektør i Movia

Finn Aage Jørgensen fra Birkerød skriver i et debatindlæg bragt i Rudersdal Avis, at Movia udskifter køreplaner uden at indsætte ny trafikinformation ved stoppestederne, samt at ældre medborgere lades i stikken, når Movia erstatter de trykte køreplaner med digital trafikinformation.

Den kritik er vi kede af, for i Movia går vi højt op i at give god information til vores kunder.

Når vi skifter de trykte køreplaner ud med liveopdateret trafikinformation, hænger det sammen med, at den liveopdaterede information tager højde for de ændringer, som uvægerligt kan ske i vores busdrift. Med liveopdateret trafikinformation giver vi i Movia med andre ord kunderne den viden om driften, som vi selv har. På den måde giver vi kontrollen tilbage til kunderne, så de kan vælge, om de vil vente på os eller gøre noget andet, hvis vi f.eks. sidder fast i trafikken. Det synes vi er god stil og en bedre service.

Det betyder ikke, at man partout skal være en digital ”haj” for få adgang til den nye forbedrede trafikinformation, ligesom vi heller ikke stiller krav til en bestemt teknologi. På stoppestedet er informationen liveopdateret og digital. Den kan man f.eks. tilgå med vores SMS 1250-service, og få besked med det samme om, hvornår bussen rent faktisk kører. Det kræver ikke en smartphone at sende og modtage en sms, til gengæld er det noget, som næsten alle gamle og unge kan finde ud af – og gør ofte.

Man kan også gå på DOTs hjemmeside, dinoffentligetrafik.dk og på Rejseplanens hjemmeside eller app, hvor den liveopdaterede trafikinformation nu også indgår. Det kræver selvfølgelig en smartphone, en tablet eller en computer, men det kan gøres når som helst - også hjemmefra. Der er ca. 1 mio. opslag i Rejseplanen hver dag. I vores kundeundersøgelser svarer kun ca. 12 pct. af kunderne, at de bruger de trykte køreplaner ofte eller meget ofte. Meget tyder derfor på, at hovedparten af vores kunder tjekker og planlægger deres rejse på forhånd. Og det giver også god mening.

Til de kunder, der ikke er eller ønsker at være digitale, har vi holdt fast i, at man kan ringe til DOTs kundeservice på 70 15 70 00 og tale med en medarbejder og få hjælp. Vi tilbyder også, at man kan få tilsendt den køreplan med posten, som før hang på stoppestedet, så man nu selv kan have den hængende på f.eks. køleskabet eller opslagstavlen. Man kan også selv gå ind og printe den ud fra DOTs hjemmeside – det er hurtigt og effektivt og er en service, som er til rådighed 24/7.

Vi håber derfor, at vores kunder oplever, at vi med denne brede vifte af tilbud har sikret mange måder at få information på i fremtiden. Og også at man vil erfare, at den digitale information er langt mere pålidelig end den, vi hidtil har kunne give ved at sætte en trykt køreplan op.

Vi er ærgerlige over, at vi endnu ikke er nået forbi stoppestedet på Duemosevej. Men da vi har samlet 14.500 stoppesteder på hele Sjælland, kan vi ikke nå rundt til dem alle sammen på en gang. Overgangen fra trykt til liveopdateret trafikinformation forventes fuldt implementeret i februar i år - i Rudersdal Kommune begynder arbejdet allerede mandag 14. januar.

Publiceret 13 January 2019 09:00