Debat: Kan vi få bedre covers til skoleiPads?

Mira Køie Frich, 6.B på Bistrupskolen, Birkerød

På kommunens folkeskoler får alle elever en iPad, når de går i tredje klasse, og de skal aflevere den igen, når de går i ottende klasse. En iPad koster mange penge, og derfor skal vi selvfølgelig passe godt på dem.

Desværre er der med de nye iPads blevet købt nogle billige covers, i stedet for nogle gode covers.

Jeg ved ikke, om det var for at spare penge, eller om nogen har troet, at det var nogle gode covers, men lige meget om det var en fejl eller ej, så er de meget skrøbelige. Mange fra min klasse har allerede oplevet, at deres cover er knækket flere steder. Inden sommerferien havde vi nogle rigtig gode covers, som holdt til det meste.

Der er mange gode grunde til, at det ville være smart, at købe nogle ordentlige covers af god kvalitet til eleverne. Den vigtigste grund er, at de dyre iPads blive beskyttet bedre. Med de nye covers har vi allerede set iPads gå i stykker, få dage efter de er blevet udleveret. For eksempel for noget tid siden, var der én fra min klasse, som tabte sin iPad fra ca. en halv meters højde, og hele skærmen gik i stykker, og hun måtte vente i over en uge på, at den var blevet repareret.

Vi bruger vores iPads meget i timerne, så man kommer meget bagud i de fleste fag, hvis man mangler sin iPad i et par dage.

For det andet lærer vi en masse omkring miljø og klimaforandringer. Her lærer vi blandt andet, at det er vigtigt, at lade være at købe ting af dårlig kvalitet, som let går i stykker og må smides ud. I stedet bør man købe lidt dyrere ting af god kvalitet, som holder længere.

Nogle tænker måske, at vores iPads går i stykker, fordi vi elever ikke kan passe på dem.

Det er selvfølgelig rigtigt, at man skal passe på sine ting. Derfor er det også ekstra vigtigt at have et ordenligt cover, så iPad’en ikke går i stykker, når den skal med frem og tilbage i tasken hver dag.

Som sagt tidligere ved jeg ikke, om det er for at spare penge at man har købt de billige covers, men hvis alle børn smadrer deres iPad hele tiden, er det vel alligevel dyrere i længden at betale for reparation.

Jeg kan også godt se, at det bliver ekstra dyrt, nu hvor der allerede er købt så mange af de billigere covers, men jeg tror stadigvæk, at det er billigere end at betale for en masse reparationer.

Jeg håber, at nogen læser det her og prøver at gøre noget ved det, så vi ikke hele tiden bliver nødt til at undvære vores iPads, og gå glip af undervisningen, som jo især er vigtigt, nu hvor vi lever i en digital verden.

Publiceret 18 January 2019 09:00