Ärkivfoto: Finn Jørgensen

Ärkivfoto: Finn Jørgensen

Debat: Replik til Finn Aage Jørgensen - tak for forslaget

Kommunikationsdirektør Camilla Struckmann, Movia

I et læserbrev til Rudersdal Avis foreslår Finn Aage Jørgensen, at buschaufførerne skal tage en stak trykte køreplaner med ud på busruten, så man som passager kan få en køreplan i bussen, hvis man ønsker det i stedet for at vente på, at den leveres med posten. Tak for forslaget!

I Movia har vi stor respekt for, at ikke alle vores kunder er eller ønsker at være digitale. Derfor kan man stadig få trykt køreplansinformation – enten ved at printe den ud selv fra DOTs hjemmeside eller ved at ringe til os, så sender vi køreplanen med posten. Det synes vi i Movia er en fin service, som vi også har gode erfaringer med. Siden vi tog den trykte køreplansbog ud i december 2014 har vi tilbudt at sende den trykte køreplan med posten. Vores oplevelse er, at de af vores kunder, som ønsker trykt information, har været glade for denne ordning. Vi kan også se, at den er blevet brugt mindre og mindre gennem årene.

I december 2017 var det kun 200, der ønskede en trykt køreplan tilsendt ud af samlet godt 200 mio. årlige passagerer i busserne på Sjælland. Tallet steg, ikke overraskende, til 454 i december 2018, da Movia overgik til liveopdateret trafikinformation, men er fortsat beskedent i forhold til vores årlige antal passagerer.

Finn Aage Jørgensen undrer sig over, at der gik en måned fra de nye køreplaner trådte i kraft i december sidste år og til vi fik udskiftet med ny information på stoppestederne. I Movia kan vi sådan set godt forstå, at det virker mærkeligt. Det handler imidlertid om, at vi har 14.500 stoppesteder i hele den sjællandske geografi, og derfor kan vi ikke nå rundt til dem alle sammen på kort tid.

Vi håber fortsat, at vores kunder vil tage den nye forbedrede trafikinformation til sig og opleve, at vi med de mange forskellige tilbud har sikret en lang række måder at få information om busserne på i fremtiden. Og selvfølgelig også at man vil opleve, at den digitale information er mere brugbar end den, vi hidtil har kunne give ved at sætte en trykt køreplan op.

Publiceret 08 February 2019 08:30