Debat: Bevar Høsterkøb Skole

Jesper Winther Andersen, Høsterkøb Byvej 8, 2970 Hørsholm

Som formand for Høsterkøb Grundejerforening holder jeg lav profil i spørgsmålet om skolelukninger. For grundejerforeningen driver ikke politik, men værner om sin neutralitet. Som privatperson med mangeårig bopæl i Høsterkøb, derimod, kan jeg godt eksponere den holdning, at det ville være synd og skam at lukke Høsterkøb Skole, når den nu på flere felter har iklædt sig førertrøjen i kommunen. Dertil kommer, at skolen er et centralt punkt – for ikke at sige det eneste centrale punkt ud over kirken – i landsbyen Høsterkøb. Lukkes skolen får vi en soveby. Godt nok i overvejende grad idyllisk stråtækt, men ikke desto mindre en soveby.

Flere unge familier er flyttet herud, fordi der er en centralt beliggende skole med dygtige lærere og et godt navn og ry. Disse tilflyttere vil formentlig føle sig ført lidt bag lyset, hvis skolen lukkes. Og hvad skal skolen så bruges til? Skal den udstykkes til ejerlejligheder? Hvis det bliver tilfældet, vil det naturnødvendigt sætte sit præg på landsbyidyllen.

Jeg understreger, at det er et ubekræftet rygte, at det skulle indgå i overvejelserne at lukke Høsterkøb Skole i forbindelse med en ny skolestruktur. Egentlig nægter jeg at tro på, at rygtet bliver til virkelighed. For det vil ikke være taktisk logisk. De konservative har høstet majoriteten af stemmerne herude i flere år, især fordi de har slået et dygtigt slag for skolen. Nu har Venstre mulighed for at genvinde sin position i Østsognet, og den gevinst opnår man ikke ved at lukke skolen. Tværtimod.

Publiceret 10 February 2019 11:00