Modelfoto:

Modelfoto:

Debat: Når ’Djøf med løgn’ rammer skoleområdet i Rudersdal

Pernille Gravina Husby, Nobisvej 11, 3460 Birkerød

Den tidligere Djøf’er, i dag komiker og historiefortæller, Per Helge giver med sit show ’Djøf med løgn’ indblik i, hvordan Djøf’ere kan ’spinne’, ’vinkle’ og ’skære’ politiske sager, så de tilpasses politikernes ønsker. Dette er selvfølgelig sat på spidsen. Jeg er selv Djøf’er, så ’Djøf-bashing’ er normalt ikke min kop te. Og jeg er sikker på, at Djøf’erne i kommunens skoleforvaltning gør et godt og grundigt stykke arbejde hver dag.

Men efter at have læst udkast til anbefalingerne for ny skolestruktur i Rudersdal Kommune samt spørgsmål/svar om strukturarbejdet var det ’Djøf med løgn’, der sneg sig ind på nethinden (udkastet er ikke helt let at finde på kommunens hjemmeside, men link er her: https://www.rudersdal.dk/files/media/2019/11/udkast_til_ss17_stk._4_udvalgets_anbefalinger.pdf).

Jeg forstår simpelthen ikke argumentationen fra strukturudvalgets og forvaltningens side, og jeg synes fortsat, der mangler en sammenhæng i argumenterne og brugen af fakta. Her er et par eksempler, hvor ’Djøf-overskrifterne’ ikke er meningsfulde:

Udvalget fastslår, at ”med en styrket skolestruktur kan der frigives penge fra bygninger og drift til læring”. Som eksempel på dette gives etableringen af Birkerød Skole, hvor Kajerødskolen og Parkvejskolen blev sammenlagt (i øvrigt for kun syv år siden). Her fastslås det på kommunens hjemmeside, at kommunen sparede 100 mio. kr. ved den sammenlægning. Men hvad der ikke nævnes er, at der på Kajerødskolen blev fundet asbest og PCB. Så kan jeg godt forstå, at man sparede mange millioner kroner ved at sammenlægge frem for at renovere.

Udvalget anbefaler så, at skoleledelsen ”skal være tæt på skolens personale” og ”tæt på dagligdagen”. Men man kan godt stille spørgsmål til, hvordan dette skal forbedres i forhold til i dag, hvis der sammenlægges skoleadministrationer? Skoleledelsen skal også ”sikre et ordentligt og trygt miljø for alle på skolen”. Dette kan være yderst svært, når udvalget samtidig vil ”samle skolerne på én matrikel fremfor på flere matrikler”, det vil sige skabe større skoler samtidig med færre hænder i skoleadministrationen.

Udvalget ønsker også, at ”alle børn og unge skal trives bedre” og ”færre børn skal mistrives”. Særligt for indskolingen ved man, at små trygge rammer er der, hvor børn trives bedst. Men hvis det er et særskilt mål for kommunen, hvorfor så ikke gøre en særlig indsats overfor den enkelte skole, hvor der er tegn på mistrivsel. Hvorfor skal der en skolestrukturreform til, når der fra langt de fleste skoler i kommunen er data, der viser rigtig god trivsel blandt børnene?

Disse er bare nogle eksempler på, hvad der altså mindede mig om – det i øvrigt rigtig sjove – show ’Djøf med løgn’.

Mvh. en Djøf’er

Publiceret 15 March 2019 10:00