Modelfoto:

Modelfoto: Rido - stock.adobe.com

Debat: Den nye skolestruktur - hvad med børnene?

Julie Silja Stilling, Frejasvej 3a, Birkerød

Lige nu har politikerne skolelukninger på programmet som led i besparelser på skoleområdet.

Som forælder til et barn på Toftevangskolen går man lige nu rundt med ondt i maven og håber på, at politikerne på et tidspunkt kigger op fra regnearket og ser, at det er mennesker, der er bag alle tallene - det er endda børn, de vil jonglere rundt med.

Man kan som borger og forælder til et skolebarn i kommunen få den fornemmelse, at politikerne, slet ikke forstår betydningen af at lukke en skole - i værste fald mere end en - og det er vel at mærke gode velfungerende skoler. Den menneskelige side af sagen virker ikke interessant for vores politikere.

Der bliver snakket om tal og tal og tal og det positive ved store skoler. Der bliver set på børnene som produkter. Hvordan får man flest mulige produkter på mindst mulig plads, og hvilket produkt kommer ud i sidste ende - er karaktererne som forventet? Men hvad med at kigge på barnet bag tallet? Hvor stor indflydelse vil det have i hundredevis af hjem, at der bliver lukket skoler?

Min datter er glad for sin klasse, sine lærere og stolt af sin skole. Hun har, på det halvandet år, hun har gået der, taget ånden til sig. Hun kender allerede traditionerne, som der er mange af - fordi der har været mange år til at opbygge dem. Jeg siger ikke, at det ikke er godt andre steder, men et skift ville være en kæmpe omvæltning for hende - og det er jeg sikker på, det vil være for rigtig mange andre.

Ifølge Hattie, en meget anvendt forsker i kommunen, har et skoleskift i utide lige så store negative konsekvenser for børns læring som depression. Det i sig selv må kunne bekymre en del forældre - og burde bekymre en del politikere!

Derudover kan jeg som forælder være bekymret for efterspillet. Hvor mange lærerskift skal hun igennem, når lærere også skal flyttes rundt? Hvor lang tid går der, før der er faldet ro på? Og opbygget nye traditioner og rutiner? Det tog en del år før Birkerød Skole landede på fødderne.

Jeg har ikke lyst til at lægge barn til en lignende proces. Især ikke da den udspringer af en kæmpe nedprioritering fra politisk side, som pt bliver skjult under ”visioner for en bedre folkeskole” og ”at sætte penge i undervisning i stedet for mursten”.

Det skal ikke handle om, hvor mange børn vi kan presse sammen i skolerne og i klasselokalerne. Det skal handle om børnenes trivsel og alt det gode, der allerede findes i Rudersdals folkeskoler. Tænk hvis det var det, som politikerne fokuserede på - både i snak og økonomisk prioritering.

Publiceret 17 March 2019 14:00