Debat: Nye biler i hjemmeplejen

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Birgitte Schjerning Povlsen (K)

Søren Klebak spørger i sit læserbrev fra 8. februar, om elbiler er tabu i Rudersdal Kommune.

Dertil vil jeg gerne svare nej. Som det ganske rigtigt står, er det et mål i kommunens klima- og energipolitik at have fokus på elbiler ved hvert udbud. Området for elbiler er i rivende udvikling og noget, vi følger intenst.

I denne runde udbud har vi kigget på erfaringer fra andre kommuner, søgt ekspertrådgivning og grundigt afvejet fordele og ulemper og totaløkonomi – og vurderet, at det ikke er hensigtsmæssigt at investere i elbiler på nuværende tidspunkt. Det er der fire grunde til:

    De samlede udgifter for elbiler er meget højere end for hybrid- og benzinbiler. Det skyldes både, at bilerne fortsat er de dyreste i indkøbspris, og at der er høje etableringsomkostninger til ladestandere, eltavler osv.

    Elbilerne kører ikke tilstrækkelig langt på en opladning og aflader hurtigt. Det gør det svært at benytte dem i hjemmeplejen, hvor de fleste biler skal kunne køre 16 eller 24 timer i døgnet med meget korte pauser på forskellige lokationer.

    Investerer vi i el-biler nu kræver det, at vi køber flere biler for at sikre, at der er et tilstrækkeligt antal biler til rådighed døgnet rundt.

    Hvis et hjemmeplejedistrikt flytter lokation, skal der igen afholdes etableringsomkostninger til ladestandere.

Vi har i kommunen valgt at investere i hybridbiler, som vi allerede har gode erfaringer med. En hybridbil er miljørigtig på den måde, at den delvist kører på el som den selv genererer og dermed kører længere pr. liter benzin. Det er en model, hvor vi får den bedst mulige klimavenlige løsning lige nu inden for det økonomiske råderum, vi har.

Med valget af hybridbiler går vi et skridt i den rigtige retning uden at spænde buen for hårdt økonomisk. Holdningen i den samlede kommunalbestyrelse er, efter grundige overvejelser, at vi ønsker at afvente lidt flere erfaringer på området og forholde os reelt til de fordele og ulemper, der er. Men vi følger udviklingen tæt, og med stor sandsynlighed vælger vi endnu mere klimarigtigt næste gang, når erfaringerne med elbilerne er mere entydige.

Publiceret 22 March 2019 10:30

SENESTE TV